Dørtelefonsalg – Syret bog om ensomme mænd og stærke syner

Som tænkt, så gjort, og Horvei har fået Eivor Vindenes til at skabe en fiks rammehistorie, hvor ”grandonkel John Doe” fra Amerika har testamenteret en milliard norske kroner til K. Mustermann. Og så står postbuddet foran en dørtelefon, hvor der kun bor folk, der hedder K. Mustermann. Hvem skal han levere brevet til?

Forfatterstafet

Flere kendte norske forfattere har i staffet fabuleret over de Mustermænd, der bor i ejendommen: Simon Strangers Mustermann er en gådefuld person, hvis krop ligner et omvendt hjerte, og som venter: ”Vente å C. Vente, og be. Be for hvem? For den som vil hjem?” Teksten er rytmisk og hypnotisk og lige så gådefuld som personen.

Per Olav Kaldestads Mustermann er ensom og spiller stjernepolka og måneblues, indtil han får mod til at flytte ud med sin guitar. Der er en anden i lejligheden, kan man se på billedet. Men han har hånden nede i en skål med teksten ”levitated”. Er det måske fordi han forsvinder?

Mette Karlsviks Mustermann er et vrøvlerim, men også en ensom Mustermann, hvilket går igen i Lina Undrum Mariussens Mustermann: ”Herr Mustermann bor i fjerde etasje i Melkeveien 7B / Der bor han med stjernekikkerten sin og ingen å dele den med”. Ganske vist kigger Herr Mustermann på stjernehimlen, men allerhelst vil han finde en ”kone som synger i dusjen og heter Aisha, Siv eller Tone”.

Ensom, men vildt mærkelig, er Audun Mortensens ansigtsløse Mustermann, som ”jobber natt og sover på dagen”. Om han fester eller jobber er nu svært at se, i hvert fald ser det ud som om der er vinen, Mustermann mest arbejder på. Også selv om der er billede af en mor med to børn – er det mon fru Mustermann eller Mustermann som barn?

Gådefuld er også Kjersti Annesdatter Skomsvolds tekst, om en Mustermann, som er blevet en skygge af sig selv. Er det en tanke, der har taget bo i ham? Eller er det en rigtig person, Skomsvold skriver om, når der for eksempel står: ”Det var jeg som ba ham komme. Jeg ønsket meg noe som ville fylle rommene, kroppen og hodet. […] Snart opptok han større og større plass, som en tanke du ikke blir kvitt. […] En tanke er ikke akkurat en person, en tanke er mye vanskeligere å bli kvitt. Men det var jeg som ba ham komme.” Det er også en ensom Mustermann, måske endda en, der er ved at blive tosset.

Terje Thorsens Mustermann længes væk til Amerika, hvor han vil til karneval, men bliver alligevel hjemme og græder, mens han ser sig om i sin lejlighed. Olav Øyehaugs Mustermann er heller ikke særlig opmuntrende, han elsker fugle så meget, så han næsten selv er ved at blive til en. Men endelig når vi frem til Knut Nærums Mustermann, som har klædt sig ud som en japansk kriger og vil slås. Han er godt nok gal, men tænk, dørklokken ringer og Mustermann får besøg af en samurai. Samuraien gider ikke at slås, men drikker gerne kold te. Det er en god opfordring til Ingeborg Arvola, som har forvandlet Mustermann til en ren tekande, som fabler om tekander: ”Av tekanner har jeg nok til en hær / og tesorter både fra fjern og nær”, som han siger. Ikke noget under, at han elsker besøg.

Gro Dahle slutter Mustermann-herlighederne ved at fortælle om lille fru Mustermann, der ender med at slå sin Mustermann husbond ihjel på grund af den fæle lugt af den sennep, hun altid spiste: ”For ikke bare brukte hun sennep på pølse, skinke ribberull og sylte,/ noe som kunne være mulig å leve med, / men også på potetene og blomkålen, / ja, til og med på loffen hadde hun sennep”. Ikke noget under, at den stakkels mand til sidst giver op. Lige som postbuddet i Eivor Vindenes rammehistorie, som opgiver at aflevere brevet: ”Hvem tror du skulle ha det? / Mustermann i første, eller Mustermann i tredje”.

Billedamok

Øivin Horvei er gået amok med billederne – det er lidt som at se Kandinskij på stoffer. Ikke noget under, at lejlighederne bugner af padehatte, der kunne være euforiserende og en masse tekander at tilberede dem i. De enkelte lejligheder ligner farverige fysiklokaler med kolber og svampe og kranier og mærkelige væsner og runde kugler med skrigende farver.

Der er mange detaljer, man kan fortabe sig i. Horveis styrke er hans associative tankegang, hvor illustrationerne følger tekstens tematik og driver det til det absurde. For eksempel med Mustermann fra Melkeveien 7B, som har planeter, der bliver til vaser og paddehatte og hvor lejlighedens fantasirigdom står i skarp kontrast til den triste og grå nattehimmel, man kan se ud af hans vindue. Eller Arvolas tekande Mustermann, som selv er en tekande, og hvor hele lejligheden er fyldt med tekander i alskens former og farver. Ser man godt efter er der i øverste venstre hjørne to figurer, der krammer. Og Mustermanns tekandetud og hank er i virkeligheden hans arme, der byder velkommen. Der er med andre ord masser at gå opdagelse i. Jo længere man kigger, jo mere opdager man skjulte sammenhænge.

Det er svært ikke at lade sig fange ind af Mustermanns univers. Humoren er grotesk, personerne sørgelige og illustrationerne fascinerende, alt sammen på samme tid. Det er en bog for børn, der skal have opøvet lidt sort humor, og for nysgerrige voksne, der tør lade sig udfordre. Her er uforløste længsler og spildt venten, serveret med farver og liv og rim og rytme. Det er fantastisk kontradiktorisk og provokerende underholdende.