Tittel: Jeg er usynlig. Historien om Ishmaels flugt
Tekst: Kristín Helga Gunnarsdóttir
Oversetter: Nanna Kalkar
Forlag: Mál og Menning
Årstall: 2017
Antall sider: 250

Fra Aleppo til Reykjavik

NORDISK RÅDS PRISNOMINERT: Stærk og engagerende historie om et flygtningebarn, der dog ikke overlader meget til fantasien.

Kristín Helga Gunnarsdóttir har tidligere arbejdet som journalist og er en af Islands mest kendte børnebogsforfattere. Hun har vundet et utal af litterære priser på Island og har også skrevet såvel manuskripter til teateret, radioen og tv. Hun er desuden formand for Islands Forfatterforbund.

Hendes bog, Jeg er usynlig: Historien om Ishmaels flugt handler om den fjortenårige Ishmaels rejse fra det krigshærgede Syrien over Middelhavet til han på forunderlig vis ender på Island. Historien skifter mellem at fortælle om en syrisk familie, der bor på Island og om Ishmaels rejse sammen med sin bedstefar mod Europa, efter at resten af hans familie dør under et bombardement. Bogens titel er tvetydig. Den hentyder både til vigtigheden af at være usynlig, når man er på flugt, og samtidig også til, hvordan omverdenen vender det blinde øje til flygtningenes menneskelighed. Det er nemmere at være ligeglad med deres ulykke, når de ikke er «rigtige mennesker».

Klart budskab

Bogen indleder hvert kapitel med et af punkterne på FN’s menneskeretserklæringer, som for eksempel: «Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder» eller «Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for det enkelte menneskes værdighed og for den frie udvikling af dets personlighed, gennemføres». Handlingen i kapitlet er dog ikke direkte henførbar til selve bestemmelsen. Endvidere indledes bogen med et citat fra Lennon og Onos kendte «Imagine»: «Imagine there’s no heaven / It’s easy if you try / No hell bellow us / Above us only the sky / Imagine all the people / Living for today». For ligesom at slutte cirklen, slutter bogen med endnu et citat fra samme sang, hvor de synger om, at der hverken findes lande eller religion og slutter med et: «Imagine all the people / Living life in peace». Dermed er der ingen tvivl om, hvilket ærinde forfatteren har med bogen.

To fortællinger

Ishmaels rejse fra Aleppo til Reykjavik er skræmmende og engagerende læsning. Bogen starter bogstaveligt talt med en bombe, der udraderer resterne af Ishmaels familie, bortset fra bedstefaren. Han er til gengæld mærket af krigen og alle de ofre, den har krævet, så pludselig kan han sige mærkelige ting, som provokerer eller som bare er langt ude. Ishmael rejser fra Aleppo sammen med bedstefaren og møder derigennem en række personer på sin rejse. Lige fra et kærestepar, som det går rigtigt galt for, som til en mor og hendes små børn, som heldigvis når frem til sin destination. Rejsen først til Tyskland og senere til Island er smertefuld og jeg afslører næppe for meget, hvis jeg fortæller, at det ikke er alle, der overlever turen over Middelhavet.

Gunnarsdóttir fortæller også om Selma, der er en pige i en anden syrisk familie, der bor på Island. Hun skriver digte på persisk og klarer sig godt i skolen. Men hjemme hænger moren foran parabol-fjernsynet og ser arabiske nyheder så meget som muligt. Selma modtager racistiske beskeder på sin mobil, men prøver at se bort fra dem. Søsteren Lina er uddannet sygeplejerske, men må nøjes med at gøre rent på skadestuen, da hendes syriske eksamen ikke er gangbar på Island. Broren Aron arbejder på en aluminiumsfabrik og har en islandsk kæreste, som ikke er muslim, og som moren ikke må vide noget om.

Bristede drømme

Selma og Ishmael kender hinanden fra Syrien, hvilket er sammenhængen mellem de to fortællinger. Ishmael kender ikke andre end Selma, og det er egentlig årsagen til, at han så ihærdigt leder efter hende. Bogens historie rammer stærkt og viser, takket være de to spor i fortællingen, en stor variation i den enkeltes held undervejs, og hvor stor forskel, der er i den enkeltes håndtering af krigen og dens følger. Ishmaels bedstefar forsøger at rumme alle og strækker hånden ud så godt han kan. Men selv her er der grænser: Vejen til Europa er fyldt med farer og en grumhed, som minder om de skånselsløse landevejsrøverier i middelalderen. Kønne piger bortføres som sexslaver og besværlige børn og mennesker skydes uden betænkeligheder. Her er enhver sig selv nærmest. Hold hovedet nede og vær usynlig, som da også er det råd som morfaren Jidu giver Ishmael på deres flugt.

Illusionen om det gode menneske brister, når man læser om det, flygtningene må gå igennem på deres rejse. Samtidig er det tydeligt fra fortællingen om Selma og hendes familie, at det er langt fra let at starte forfra i et nyt land med et nyt sprog og med et klima, der ligger milevidt fra det, man er vant til. I sidste ende kræver det en ufattelig stærk psyke at reparere på de bristede drømme og skabe sig et nyt liv.

Flygtningelitteratur

De strenge regler for asyl nævnes undervejs, men er bestemt ikke behandlet fyldestgørende. Det er i virkeligheden en helt anden kamp, som skal skildres. Lige det emne er behandlet glimrende af Sarah Engell i dennes ungdomsroman Valget. En bog, der minder lidt om Jeg er usynlig, er til gengæld Anne Lise Marstrand-Jørgensens Havpaladset, der udkom tidligere i år i Danmark.

Der er også i Norge udkommet bøger om emnet, blandt andet Dem, der ikke findes af Simon Stranger, som blev indstillet til Nordisk Råds pris i 2015. Herudover er Taran Bjørnstads bog Sommer i Norge fra 2017 også værd at nævne. Et værk, der har vakt stor debat i Danmark, er Janne Tellers Hvis der var krig i Norden. Her beskriver Teller en situation, hvor danskerne på grund af krig må flygte til et muslimsk udland og integrere sig dér. Her blev bogen beskyldt for at være litteratur «forklædt som et debatindlæg med et stærkt værdipolitisk statement om udlændingepolitik», og at bogen tvinger læseren til «én bestemt konklusion: Alle flygtninge har krav på hjælp og asyl». Det samme kan man med megen ret nok godt sige om en lang række andre børnebøger om flygtninge, herunder Gunnarsdóttirs. Der er således ingen tvivl om, at bogen skaber empati og lader hånt om distancen og de politiske nuancer. Umiddelbart er det min opfattelse, at den islandske bog kunne have vundet mere rent litterært, hvis ikke den samtidig havde sat «Imagine» som bannerfører for romanen og FN’s menneskerettigheder som (ikke helt relevante) kapitelinddelinger ind i sin roman. Man må gerne overlade det til læseren at konkludere, hvis man skal have rigtig god litteratur ud af det.

 



Skrevet av:

Kommentarer

Oppdatert: .