Tittel: Ormbunkslandet
Tekst: Elin Bengtsson
Forlag: Natur & Kultur
Årstall: 2016

Kärleken är alltid fin 

Elin Bengtssons roman Ormbunkslandet er en fin og poetisk åbnende roman om sorg og tab, men mest af alt er den et forsvar for en mere indadvendt og drømmende væren.

Det er et kontroversielt emne Elin Bengtsson tager fat på i sin utroligt smukke coming of age roman Ormbunkslandet. Kærlighed mellem søskende, der udmønter sig i en egentlig seksuel relation er måske et af de sidste store tabuer. Når medierne beskæftiger sig med seksuelle forhold mellem søskende er det næsten altid i forståelsen overgreb. Den ene part har begået overgreb mod den anden, og, når det handler om to køn, tænkes det vist helt automatisk som, at det er drengen, der har begået overgreb mod en søster. I Danmark bruger vi stadig det gamle og meget stigmatiserende ord blodskam om forhold mellem nært beslægtede. I Danmark er enhver form for sex mellem søskende strafbart med op til 2 års fængsel. Dette gælder også sex mellem halvsøskende eller mellem søskende, der er adopterede. Det fremkalder stærke reaktioner, hver gang det diskuteres. Men i dag hører vi imidlertid om flere sager, hvor voksne mennesker mødes, forelsker sig, får børn for først derefter at finde ud af at de er halvsøskende. Det er en helt reel problemstilling.

Den alvorlige leg

Elin Bengtssons roman handler om søskendeparret Mikael og Margit, eller Mika og Tigram. De er tæt på hinanden i alder, det vi på dansk kalder pseudotvillinger, og har fra de var ganske små, levet et meget symbiotisk legeliv. De har deres hemmelige sted Ormbunkslandet ved redskabsskuret, hvor de leger deres lege, der, som alle børns lege, er meget alvorlige:

«Jag har alltid tänkt at jag skulle vara bra på att arbeta. Jag och Mika har ju övat länga. Timmarna vi tillbringat på garageuppfarten där det fanns rött grus och svart grus och vi var stenhuggare som krossade det med våra hammare, samlade upp rosa stendamm för sig, grått stendamm för sig.
Eller vadade omkring i det aprilkalla vattnet och la upp sjögräs på tork på stranden, grön ull som vi skulle karda, spinna till garn.

Eller plöjda upp jorden i Ormbunkslandet, sådda ekollon och glaspärlor. Grödorna växte upp över natten, tunga droppar dagg på de ljusa bladen. Varför skulle vi komma in till middagen? Vi hade redan allt vi behövde.»

Mika og Margit har deres egen dybt poetiske virkelighed, som deres forældre intet som helst indblik har i. Som forældre sjældent har indblik i børnelivet. Da de kommer i puberteten går deres tætte mentale og fysiske relation nærmest som en naturlig forlængelse stille og roligt over i en seksuel relation. Det seksuelle forhold er også en leg, en leg for større børn, og en leg for voksne. Mika og Margit ved imidlertid godt, at den del af legen er forkert i forhold til samfundets normer, og at de må skjule det for omgivelserne. Ikke mindst for forældrene, som, da børnene kommer i puberteten, intensiverer deres opfordringer til børnene om at søge ind i «normale» relationer med deres kønsfæller – være en rigtig pige, en rigtig dreng: «Det är inte bare vi som är perversa. Hela vår värld er pervers, den finns inte på riktigt, räknas inte. Bare i barndomen får den finnas. Sen måste man göra sig av med den.» Margit slår det forbudte ord op, det lyder som insekt. Men det er ikke den oplevelse hun har. For hende er der ikke noget overgreb.

Margit og Mika vil hverken være dreng eller pige, men bare stål (Superman – på svensk Stålmannen, er deres identifikationsfigur). Her kan jeg ikke lade være med at tænke på Edith Södergran, som i 1919 skriver til veninden Hagar Olsson: «Vi skola vara hänsynslösa mot varandra och skarpa som diamanter».

Flugten til Malmø

Da romanen begynder er Margit 18 år, hun går i gymnasiet. Men hele hendes verden bryder sammen, da Mika melder sig til hæren og forlader hende. Det er Margits synsvinkel vi følger, og det Mika siger til hende er, at han må væk for at afbryde deres forhold.

Hele hendes verden synker i grus. Uden Mika er hun ingen, der er ingen, der kender hende, som han gør. Margit forlader gymnasiet, familien og lillebyen. Hun rejser ind til Malmø, hvor hun møder og kommer til at bo sammen med to jævnaldrende aktivister Ina og Paco. Mødet med dem er en langsom åbning for hende af, at der findes mange andre måder at være i verden på, end dem hun er blevet præsenteret for derhjemme. Ina er til demonstrationer og direkte aktivisme, og hun har pigekærester. Paco lever med fysisk at skille sig ud fra den gængse svensker, og arbejder mere strukturelt politisk. Sammen med dem erfarer Margit at en familie kan være noget, man selv skaber. Selv om det heller ikke er let eller uden konflikter, hvad der jo også ville være en løgn.

I byen finder Margit arbejde på en kirkegård, gør som der bliver sagt, klipper og holder nede. «Men i hemlighet, inuti huvudet, låtar jag gräset växa vilt över gravarna. Vore jag själv död skulle jag vilja ha det så.» Haven, det at dyrke noget, og selv være med til at forme sin virkelighed, er et gennemgående tema. Det var det mellem Margit og Mika, og det bliver det også i samlivet med Paco og Ina, som blandt andet finder sted i et besat hus.

Både sprogligt og tematisk minder bogen mig om Jessica Schiefauers ungdomsroman Pojkarna fra 2011, som også handler om mere flydende måder at forholde sig til kønnet på, og hvor haven også var en gennemgående metafor.

Margit er alene med sin hemmelighed, den værst tænkelige, som hun er sikker på, vil få alle til at vende hende ryggen, hvis den kommer frem. Hun er med til demonstrationer, hvor de råber «Kärleken är alltid fin – krossa hatet och homofobin!» Men hendes eget problem synes at være enestående, noget, der ikke kan passe ind.

Først efter et drama, jeg ikke skal røbe her og som måske ikke er helt troværdigt, finder hun ud af, at hun kan leve videre, også med sit tab. Og at hun kan være som hun er, indadvendt, drømmende. At det er i orden ikke at være den, der handler og går forrest, ikke bryder sig om demoer, ikke kan håndtere det politiske spil, men den, der kan bygge en verden i en have – eller i sprog. Det er Margit, der navngiver deres nye sted: Vinbärslandet. På mange måder handler romanen også om at finde frem til sin egen fortælling. Både som enkeltmenneske, men også som forfatter. Margit er ikke rettet udad, men indad. For hende giver samtaler med en kat mere mening end at stå til demonstrationer. Hun er en betragter og en skaber af fortællinger. Og måske har de andre brug for de fortællinger.

Indadvendthedens styrke

Romanen handler nok om søskendekærlighed, men mest af alt handler den om at opleve sig som anderledes, at være en indadvendt og drømmende person i en verden, der kræver handling. Margit fra den lille by har tænkt sig selv op i en krog. At hun for at kunne overleve må være stål. Men en krigerkrop behøver ikke at være hård som stål, den kan have mange former, ligesom det er muligt at leve i en mere flydende forståelse af køn, kærlighed og venskaber. Kærlighed findes på mange planer.

Elin Bengtsson skriver sanseligt, smukt og rytmisk i et lyrisk sprog, med mange allitterationer. Hun er eminent til at skildre den ensomhed mange som helt unge bærer rundt på. Det er ikke let, at skrive om sex uden at det bliver klichefyldt, men jeg synes Bengtsson kan det. Her er det Ina, der ligger sammen med Margit, og Bengtsson, der får skriften til både at glide, standse og cirkle: «Det kommer ett ljud ur mig. När hennes fingrar överger resåren, glider under trostyget, djupare, stannar. Inuti mig. Börjar röra sig med långsamma, cirklande rörelser.»



Skrevet av:
Kommentarer

Oppdatert: .