Tittel: Pärlfiskaren – Legenden om Ögonstenen
Tekst: Karin Erlandsson
Forlag: Schildts & Söderströms
Årstall: 2017

Mellem roshajer og silverdelfiner

NORDISK RÅDS PRIS-NOMINERT: Karin Erlandssons Pärlfiskaren er en usædvanlig smuk og rørende læseoplevelse.

Pärlfiskaren er en roman for børn, der har form af en mytologisk fortælling, og som den slags fortællinger handler den egentlig ikke om, hvad der konkret sker og udspiller sig, men derimod om nogle grundlæggende menneskelige vilkår og valg. Pärlfiskaren handler blandt andet om at være blevet forladt, om at længes efter at blive set, om at turde tage i mod og lade sig elske, og den handler om at vælge med hjertet.

Alle disse store temaer turnerer den i en utrolig fin fortælling, fortalt i en langsom, enkel og rytmisk prosa.

Roshajer og silverdelfiner

Historien udspiller sig i et lille, overvejende kvindeligt domineret, samfund uden for tid og sted. Det er en form for fantasy-virkelighed, men den ligger, som f.eks. Lene Kaaberbøls elskede fortællinger om Skammerens datter, meget tæt på noget genkendeligt. Hovedpersonen, som er hende, der fortæller romanen, er pigen Miranda. Hun er formodentlig mellem 13-14 år. Da vi møder hende, lever hun alene og ernærer sig som perlefisker. For i dronningerigets hav findes der vidunderlige perler, store som menneskehænder, som de dygtigste perlefiskere kan dykke efter og senere sælge på torvet. Miranda er en dygtig perlefisker, den bedste, siger hun selv, og hun har allerede betalt en høj pris for sit mod; hun har mistet sin højre arm til en af de roshajer, der også godt kan lide perlerne. Roshajerne hedder sådan, fordi deres næser ligner lukkede roser, og de er sammen med guldstjärtar og silverdelfiner nogle af de magiske væsener, der befolker havet, og som samtidig har den kvalitet, at deres navne lyser som perler i sproget. Det er en af Erlandssons fremmeste kvaliteter, at hendes sproglige billeder er så æstetisk tiltrækkende. Jeg husker den helt fysiske følelse af begær, jeg som barn havde overfor min samling af glaskugler, og når jeg læser Erlandssons beskrivelse af de farvede perler i havet, og af det begær, som Miranda har efter dem, er det de følelser, jeg får reaktiveret. Jeg forestiller mig, at barnelæseren også vil have disse sensoriske og lystfulde oplevelser i Erlandssons univers.

Ögonstenen

Når Miranda lever alene, skyldes det, at hendes elskede far forlod hende. Som en af mange blev han besat af den udfordring, som dronningen i landet giver hver generation: find Ögonstenen, og få indfriet alle dine ønsker. Ögonstenen er en særlig perle, og den som finder Ögonstenen skal aldrig længes mere. Når man bliver besat af at finde den, får man, som H. C. Andersens Kai i eventyret Snedronningen, en form for troldsplint i hjertet, der gør at man intet skyer for at nå sit mål. «Man kan inte se något annat än ögonstenen, och längtan är så stark att man låter allt annat försvinna».

Miranda fortæller os, at sådan er det ikke fat med hende, selv om hun også beslutter sig for at sætte ud på færden, og «vill att sånger ska skrivas om mig, att böcker ska berätta om min jakt och min fångst.» Men Miranda viser sig at være en upålidelig fortæller, og Karin Erlandsson lader hende afsløre sig selv på en ganske fin måde, hvor læseren først identificerer sig med hende og snart mærker, hvordan det er fat og bare håber, at hun kan nå at redde sig selv fra de indre forfrysninger.  Læseren ser, at Miranda vælger forkert, og derfor sidder man yderst på stolen og håber på, at hun, under de prøvelser hun udsættes for, omsider vil komme frem til at se, hvad hun er lige ved at sætte over styr.

Spejlfigurer

Miranda havde regnet med at rejse alene, men pludselig har hun den ligeledes forældreløse barneunge Syrsa på slæb. På dansk lyder Syrsa som et sødt kælenavn, på svensk betyder det græshoppe, og Syrsa, som jeg vil formode er omkring 5-6 år, har den umiddelbarhed og uforbeholdenhed, som Miranda har mistet. Miranda tåler hende kun, fordi Syrsa, der i øvrigt også har mistet sin højre arm, har en evne, hun kan bruge. Syrsa kan høre perlerne, hun kan tilmed høre deres forskellige farver, og det viser sig, da hun undervejs på deres rejse får fat i et horn, at hun også kan spille dem til sig. At både den store og den lille pige er armløse og derfor både spejler hinanden og sammen udgør en helhed, er en sjov ide, som får mig til at tænke på Tina Sakura Bestle og Anne-Marie Donslunds serie Ærtehalm, om to enarmede søstre. På himlen hænger Stjernebilledet Octopoda, som altid har haft 8 arme i form af stjerner. Miranda og Syrsa er vidne til at den ene stjerne falder ud (hvilket helt sikkert også er en tanke, mange børn har, hvad nu hvis en af Karlsvognens stjerner forsvinder). Og således spejles temaet med at mangle en arm også i det store billede på himlen.

Sanselig og enkelhed

I den ellers fredelige verden, som Ögonstenen udspiller sig i, må der også være modstand. Den findes i form af den hvide kvinde Iberis, som også er ude efter Ögonstenen, og som ikke skyer nogle midler. Iberis stemme er, med en af Erlandssons fine metaforer sød som syltetøj, men indeni hende er der kun kulde. Som figur peger hun på den, som Miranda er i færd med at blive til, den hvide, hjerteløse, der kun har egen vinding for øje.

Som modpol hertil optræder senere den positive kvindefigur, Lydia, der selv har en fortid som perle-hvisker og fisker, men som har valgt den tomme begærsverden fra til fordel for at leve som omsorgsgiver for andre. Læg mærke til vokalerne; det kolde, spidse i, overfor de runde og varme y og a.
På mange måder minder Erlandssons roman mig om Astrid Lindgrens univers i f.eks. Mio min Mio. Det handler først og fremmest om enkelheden i den måde, hun bygger sit univers op på, og i den sanselige tilgang hun har til sproget. F.eks. kan dykkerne trække vejret under vand, og det kan de fordi, de har en særlig form for maske på. Hvordan det egentlig lader sig gøre, behøver man ikke at hænge sig i. Sanseligheden findes overalt, og ikke mindst i det, de spiser, f.eks. grød af «vetesviol». Nydelsen ligger allerede i ordet: de to gange «v» og violens vokale glidning.

Når hun danner billeder, henter hun dem fra det konkrete miljø: «Då man är sömnlös i den södra regionen räknar man inte får, man räknar vågor som slår mot stranden.» Om kvinden Tekla, som viser sig både at være hjælper og modstander siges det har: «ett hårt skratt, det låter som drivved som gnids mod varandra.»

Der er meget varme og ømhed i Erlandssons roman, bare en lille detalje som de 4 totter, Miranda sætter Syrsas hår i, er så fin.

Et liv uden længsel

Finder man Ögonstenen vil man aldrig længes efter noget mere. Miranda er drevet af at slukke sin længsel, og Karin Erlandsson har virkelig disponeret sit stof godt, sådan at man først sent forstår, hvad det er for en sorg Miranda vil væk fra, hvad det er for en længsel, der slukker når hun dykker, og som hun ønsker helt at blive fri for. Det kunne godt ende ud i noget meget sukret, når Miranda forstår hvilket troldspejl hun har været under, men det gør det ikke. Pärlfiskaren har fuldt fortjent potentiale til at blive en yndlingsbog, og – da det er første bind i en serie – yndlingsserie.

 



Skrevet av:

Kommentarer

Oppdatert: .