Nominert til nordisk pris: Shamanens store rejser

I Grønland hedder det ganske vist ikke en shaman, men en angakok. En åndemaner kalder vi det, noget antikveret, men i mangel af bedre. Imidlertid er en ’shamans rejse’ vist så omtalt et fænomen, at det alligevel er brugbart her og i dobbelt henseende: De to store temaer i Hermelinen er dels den ’indre’ rejse til dyreånderne, som for angakokken selv er lige så virkelig som en ydre rejse. Og dels en særdeles konkret slæderejse over det halve Arktis, som gennemføres af den kvinde, der bliver angakok.

Ukaliatsiaq, hedder hun, på dansk altså: Hermelinen. Hun er hovedperson i andet bind af et billedkunstnerisk og boghåndværksmæssigt enestående firebinds værk med fællestitlen Oqaluttuaq, der ved færdiggørelsen om nogle år vil udgøre en værdifuld introduktion til børns og voksnes forståelse af de første folk i Grønland.

Ånderejse og slæderejse

Bind 1 (2009) hedder De første skridt og fortæller om en flok palæoeskimoer af Saqqaq-folket, som omkring år 2400 f.Kr. fra det nordligste Canada trak deres slæder over isen i det nuværende Nares Stræde til det nuværende Washington Land i Grønlands nordvestligste hjørne.

Andet bind, Hermelinen, der nu fra Grønland er indstillet til Nordisk Råds nyindstiftede Børne- og Ungdomslitteraturpris, rykker lidt sydpå og tre og et halvt årtusind frem i tiden til tunit-folket omkring år 1100 e.Kr.. Altså mens Erik den Rødes og Leif den Lykkeliges olde- eller tipoldebørn endnu levede i Sydgrønland. Dem hører vi dog kun om i forbifarten, da en af denne fortællings hovedpersoner bytter sig til en jerngryde ”fra en fremmed, der ikke talte menneskesprog, og som havde et helt hvidt skæg”.

Ukaliatsiaq bryder op fra sin boplads i nærheden af det nuværende Qaanaq (tidligere: Thule) og rejser sammen med sin gamle angakok-læremester tværs igennem Arktis og halvvejs til Alaska. Dér, på den gamle angakoks boplads på den nuværende Victoria Island, møder hun en fremmed, kajakkyndig mand, en inuit, og rejser med ham og deres børn de tusindvis af kilometer tilbage til udgangspunktet i Grønland. Næsten samme rejse som polarforskeren Knud Rasmussens ”store slæderejse” i 1920erne.

Undervejs foretager hun imidlertid også åndemanerens ’rejser i sindet’, som vi ville kalde det, men for hende er det psykiske rum og hjælpeånderne nok lige så virkelige og ukontrollerbare som de fysiske naturelementer. Hun bliver en dygtig healer.

Polarnat og midnatssol

Hermelinen er, som resten af Oqaluttuaq, en tegnet billedfortælling med tekst (talebobler og en ’fortællerstemme’) indarbejdet som grafiske elemente i billedruderne; altså: En tegneserie. Ligesom i øvrigt en anden af de 14 nordiske priskandidater, Inga H. Sætres Fallteknikk. Måske vil den grafiske fortællekunst, også ud over småbørnsbilledbogen, omsider få sin chance i dette prisforum.

Hermelinens store bedrift er Nuka Godtfredsens meget stærke tegnekunst. I naturalistisk streg og farvelægning formidles en næsten fysisk oplevelse af hovedpersonens ensomhed og lidenhed i det enorme arktiske snelandskabs lyseblå skygger, under en violblå, stjernebesat polarnattehimmel eller med en gryende midnatssol horisonten rundt. Men fra teltets gyldentvarme tranlampeskær udvikles også de drømmeagtigt brudte, surrealistiske billedsekvenser, som lige så suggestivt lader os opleve åndemanernes ’flyveture’, møder og sammensmeltning med de dyriske hjælpeånder.

Fortælletråden og karaktertegningen i Hermelinen er ikke stærke nok til at modsvare disse uovertrufne billedpanoramaer. Men denne svaghed hænger formentlig sammen med en anden styrke ved projektet, nemlig dets fagligt oplysende side: Gengivelsen af åndemanergrotten, af påklædning og brugsgenstande såvel som rejseruter bygger på Nationalmuseets forskning i polar arkæologi, som historiens idémand, Martin Appelt, også kommer fra. Denne tilknytning har sikret hvert album særdeles oplysende efterskrifter, men ansvaret som folkeoplyser synes også, især sammenholdt med Godtfredsens anden tegneserie om Andala, at have hæmmet ham som fortæller.

Tradition og fornyelse

Nuka Konrad Godtfredsen (født 1970 i Narsaq) er uddannet som grafisk designer, og hans originalbilleder fra Oqaluttuaq kan i efteråret 2013 ses udstillet i Nordens Hus i Reykjavik, fra december i Anchorage, Alaska. Han illustrerer bøger, tegner frimærker og har desuden skabt den mere humoristiske tegneseriefigur Andala, en ung grønlandsk fanger fra vor egen tid.

Jeg kaldte værket enestående, men helt alene står det nu ikke: I sine sidste ti leveår samlede fangeren Aron fra Kangeq (1822-1869) grønlandske sagn og beretninger og illustrerede dem med hundredvis af akvareller og træsnit. Og hundrede år senere fortsatte forfatteren og billedkunstneren Jens Rosing (1925-2008) i samme spor. Tegneserien Oqaluttuaq forbinder således eksemplarisk tradition og fornyelse, i forlængelse af de to tidligere monumentale billedfortællinger om folkelivet højt mod nord.

• Hermelinen er nominert til Nordisk råds barne- og ungdomslitteraturpris, som deles ut for første gang i 2013. Barnebokkritikk skal anmelde alle de nominerte til den nye prisen.
• Les mer om prisen og de nominerte her.