Nominert til nordisk pris: At orke leve

Ett sekund om gangen starter dramatisk: “Jeg flykter, farer ned trappene selv om det ikke er noen som kan jage meg. Det er faktisk ingen. Alle er døde. Mamma er død. Pappa er død. Lillebroren min Ludvig er død. Og sannsynligvis alle andre også.”

Bogen er et af de værker, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for børn og unge. Det er første bind i en planlagt trilogi med pigen Hedvig i centrum. Bogen er en dystopi, det vil sige en vision om en skræmmende fremtidsudvikling. Genren var især populær under den kolde krig, hvor alle ventede en altudslettende atomvåbenkrig lige om hjørnet. Her var det især de amerikanske klassiske sci-fi forfattere som Heinlein, Clarke, Asimov og især Philip K. Dick, der gjorde genren populær. Men fornyligt er der en ny trend mod det dystopiske, også i ungdomslitteraturen. Det mest kendte eksempel er formentlig Josefine Ottesens fremragende trilogi, ”Det Døde Land”, som også er oversat til norsk. Også i filmens verden er der masser af eksempler på dystopier, som for eksempel serien ”The walking dead”, som er meget populær blandt drenge. Den startede oprindeligt som en tegneserie i 2003.

Dåsemad og menstruationsbind

I Ett sekund om gangen møder vi den trettenårige pige Hedvig, der er helt alene i verden. Tilsyneladende er alle andre mennesker i verden døde af en ukendt sygdom. Radioen er død. TV’et er dødt. I alle huse ligger mennesker døde og på vejen kan man se biler, der pludselig er standset eller forulykket, fordi føreren døde undervejs. Hedvig er en overlever. Hun vil overleve og husker en skoletur, hvor de boede på en slags skolebondegård. En bondegård med ganske få dyr, som var beregnet til klasseundervisning. Det er ikke så langt væk, så dér tager hun hen og flytter ind. På det lille bibliotek finder hun en bog om, hvordan man malker koen og hvordan de øvrige dyr og ting skal passes. Det sværeste er dog ensomheden. Og så det, at ingen kan hjælpe hende. Hedvig er en forsigtig pige. Hun har fået et chok for livet. Hun kan ikke længere lide overraskelser, alting skal være forudsigeligt. Men en dag dukker den jævnaldrende Ella op. Ella er mere modig og sætter skub i tingene. De tager på tur i byen, hvor de skal finde dåsemad og menstruationsbind, fordi Ella har fået menstruation for første gang. Det er svært, fordi der ligger så mange døde alle vegne.

Først synes Hedvig, at det er dejligt, Ella er dukket op. Men der opstår også konflikter, fordi de er så forskellige. Hedvig tænker meget over fremtiden, mens Ella ofte vil huske, hvordan tingene var før katastrofen. Det bryder Hedvig sig ikke om: ”Når jeg sier at det er best å glemme hvordan det var før, best å la være å håpe på for mye fremover, sier hun bare: «Synes du, ja.»” Det er en stor kilde til konflikt hos dem.

Selv om Hedvig gør sig hård uden på, er der en blød kerne i hende. Hun savner sin mor, og under sin seng har hun en uvasket kop, som moren har brugt. Det er Hedvigs bånd til fortiden, og da Ella en dag finder koppen og vasker den, bryder Hedvigs verden sammen.

Ensomheden tynger mest

Sofia Nordin blev inspireret af serien ”Alone in the wild” hvor ekstremfotografen Ed Wardle har tænkt sig at bo alene i naturen i tre måneder. I begyndelsen er han glad og har masser af planer, men i tredje afsnit begynder han at mærke ensomheden så kraftigt, at han græder for åben skærm og efter halvtreds dage måtte han give op og tage hjem. I Ett sekund om gangen kan Hedvig ikke tage hjem. Hun må overleve og gøre sig hård.

Bogen spiller på dette. I starten er man helt overbevist om, at Hedvig er helt og aldeles alene. Det at Ella dukker op er en stor overraskelse, og giver plads til meget mere dynamik i romanen. På grund af romanens karakter er der naturligvis meget fokus på Hedvigs indre liv og hendes tanker. Det er et meget gribende portræt, og det er vanskeligt ikke at føle sig berørt af historien.

På grund af den fokus på Hedvigs tanker er det alligevel en bog, der mest vil tiltrække piger. Med fare for at blive kaldt mandschauvinistisk, så vil der være for lidt action og for få tekniske beskrivelser til, at den for alvor vil fænge drengene. Det er meget nemt at identificere sig med hovedpersonen. Alle føler sig ensomme engang i mellem, men Hedvig gør hvad hun kan for at fokusere på sin overlevelse snarere end på sine følelser. Da det i romanen er to piger, der er sammen, kan Sofia Nordin indgående og uden forstyrrelser beskrive konflikterne mellem de to veninder, så følelserne fremstår skarpere end i andre romaner for børn og unge. Som børnebog fungerer romanen rigtig fint: Den er tilpas kort til, at Hedvigs tanker ikke bliver for meget for læseren. Der er også tilpas få personer i bogen til, at det er nemt at overskue børnenes tanker. Man kan dog savne et større samfundsmæssigt perspektiv i bogen, men det blokerer Hedvig effektivt for. Hun tør ikke tænke på, hvordan alting bliver om lang tid. Kun på dagen i morgen.

En besynderlig ting er dog, at det normalt er sådan i robinsonader, at det første den forulykkede gør, er at lave et bål for at tiltrække andre overlevende til sig. Det gør Hedvig ikke, for hun er angst. Den angst for andre forstår jeg måske ikke helt, for som Ed Wardle selv oplevede, er ensomheden klart den største byrde. Langt større end angsten. Endvidere er der ingen mennesker, der har været onde mod Hedvig. Det er ”bare” en virus, der har slået folk ihjel. Denne angst er grunden til, at Hedvig ikke handler. Hun tænker, men kommer ikke ud af stedet. Derfor kan man som læser være en smule irriteret på Hedvig under læsningen. Men på trods af disse indvendinger er Ett sekund om gangen en rigtig god bog, som sagtens kan gå hen og vinde Nordisk Råds Litteraturpris for børn og unge.

Boka er nominert til Nordisk råds barne- og ungdomslitteraturpris. Barnebokkritikk skal anmelde alle de nominerte.

Les mer om prisen og de nominerte her.