Børnebøger forældes!

Som børnebogsanmelder oplever man tit, at borddamen fortæller om sin yndlingsbilledbog eller oplæsningbog fra hendes barndom. Samtalen slutter hyppigst med spørgsmålene «Kender du den? – og hvor kan jeg købe den? Jeg vil så gerne læse den for mine børn / børnebørn / niecer.»

Hvis man er på alder med den, der spørger, kan man med lidt held genkende titlen. Meget ofte er der tale om en billedbog, som har gjort indtryk, fordi det var vedkommendes elskede far eller mor, der læste den op hver aften. Det behøver ikke at være en meget kendt oplæsningsbog eller en klassiker. I Norge kunne det meget vel være en bog af Anne-Cath. Vestly (1920-2008), som har skrevet serieklassikere som Ole Aleksander, Mormor og de otte unger, og Guro. Det kunne også være Thorbjørn Egners Folk og Røvere i Kardemomme by eller Karius og Baktus, som fortsat opføres på teatre i dag, også i Danmark.

Men er det nu også en god idé at læse de gamle bøger op for sine børn? Eller bliver de forældet?

Ikke børn, der køber bøger

Det er det med børnebøger, at det aldrig er børnene selv, der køber dem. Med lidt held vælger børnene dem selv på biblioteket, men ellers er det stort set altid forældrene eller bedsteforældrene, der står for udvalget. Det kan derfor tage flere generationer for børnebogsklassikere at blive udskiftet med nye. Om det er et problem eller ej kan diskuteres, men det gør det vanskeligere for nye forfattere og illustratorer at slå igennem på børneværelserne, også selv om anmeldelserne af deres bøger er nok så positive.

At man læser ældre børnebøger kan også være et problem, fordi tiderne skifter, og nogle gange er det åbenlyst, at bøger forældes, selv om de har mange kvaliteter. Opfattelsen af, hvad der er tilladeligt at præsentere børn for, ændrer sig også meget over tid. I historisk forstand har synsvinklen på børn bevæget sig fra, at børn ansås for at være prototyper på voksne og derfor uden en egen berettigelse, over til mennesker med ret til egne synsvinkler.

I litteraturen ses denne bevægelse for eksempel via H.C. Andersens eventyr fra 1837, «Kejserens nye klæder», hvor barnet råber, at Kejseren ikke har noget tøj på. Her får børn for alvor en egen stemme, der har sin egen berettigelse. Senere kommer Lewis Carrol med Alice i Eventyrland i (1865) og A.A. Milnes Peter Plys [Ole Brumm på norsk, red. anm.] fra 1926. I Danmark anser man den moderne børnelitteratur for at starte i 1940’erne med bøger som Mis med de blå øjne, Palle alene i verden og Aben Osvald, hvor fantasien får frit spil i en verden, som de voksne ikke får lov at fylde med regler og begrænsninger.

I moderne tid har identitetspolitikken haft sin indvirkning på litteraturen. Selv Astrid Lindgren må opdateres til nutidens standarder, så Pippis far må ændre sin titel fra Negerkonge til Sydhavskonge i de populære bøger om Pippi Langstrømpe.

Identitetspolitik

Tendensen rammer også helt nye bøger. Sidste år var der ballade om Martin Strids billedbog, I form med Tapiren, som er forfatterens niende bog om Mimbo Jimbo, Tapiren og alle deres venner. Historierne fortælles med en lun humor og med en umiddelbar tilgang til livet og dens genvordigheder. Det er noget, der vækker glæde, for serien er meget populær, og bøgerne i serien er samlet hidtil udkommet i hele 150.000 eksemplarer i Danmark. I form med Tapiren er en mellemting mellem en historiebog, en tællebog og en bog om former. Tapiren overspiser og bliver ret så uformelig, så hans krop skifter mellem alskens faconer: prisme, pyramide, sfære, torus, oktahedron, keglestub og endda pandekage. Bogen skabte mod forventning en del debat, fordi Tapirens venner driller ham: «Evigt og altid er der bøvl med den fedtklump,» siger for eksempel Krokodillen, der forsøger at få Tapiren ud af en kasse, hvor han er blevet til en perfekt kube. «Det kan helt sikkert gå ind og påvirke børn enormt negativt. Især hvis det er et barn, der i forvejen er udsat, bliver mobbet, er tyk eller kender følelsen af at være udenfor,» sagde tykaktivist Christina Sand Henriksen i dagbladet Politiken. Derved var den identitetspolitiske debat igen bragt ind på børnelitteraturens bane. Debatten fik trods alt kun en kort levetid, men det er værd at huske på, at litteraturen ikke opstår i et vakuum, men i et samspil med samtiden og dets diskurs.

Gunilla Wolde og Anne-Cath. Vestly

Hvor det er åbenlyst, at nogle gamle bøger i dag rammer helt ved siden af, kan man spekulere over, om fremragende serier som Gunilla Woldes «Totte»-bøger vil overleve tidens tand. Eller for den sags skyld, Anne-Cath. Vestlys Ole Aleksander. «Totte»-bøgerne for de mindre er utrolig søde og viser børn aktivt gøre ting selv, men når Totte bager, er der ingen elektrisk piskeris, og komfuret bærer præg af at være fra 70’erne. Og selv om Vestlys bøger om Ole Aleksander var banebrydende i 50’erne, er spørgsmålet, om de uredigeret stadig vil fænge børn på samme måde i dag.

Eller om det måske var bedre for børn at kaste sig over nyere serier, der foregik tættere på nutiden, hvor mobiler, tablets og streamingtjenester fylder i deres dagligdag, og hvor problemerne ofte ser lidt anderledes ud end før i tiden.

Det er naturligt, at man gerne vil dele sine børnebogsoplevelser med sine børn, men verden har ændret sig, så meget siden man selv var barn, at man skal være kritisk med hensyn til, hvad der er relevant for nye generationer.

Kritikerne Damian Arguimbau og Petra J. Helgesen skriver månedlige kommentarer for Barnebokkritikk.

Dersom du har tips til problemstillinger vi bør ta opp til debatt, send en e-post til redaksjonen@barnebokkritikk.com. Barnebokkritikk garanterer kildevern.