Broccoli-syndromet

Litteratur, der vil opdrage, er lidt ligesom med børn og broccoli.

Et bestemt forlag har for vane at sende mig en mail vedrørende deres nye udgivelser. Det skriver for eksempel, at «den er relevant for jer, fordi den fokuserer på temaer som fællesskab, medløberi, mobning og sorg.» Jeg bliver altid noget irriteret på pressemeddelelsen, for hvorfor er det lige temaet, der i den grad skal bære bogen? Hvorfor skriver forlaget ikke i stedet for, at der for eksempel er tale om en god forfatter, at den er velskrevet og spændende, og at den har redigeret bogen så professionelt, at den vil fænge fra første side?

Temabøger

Der er en vis tendens i børne- og ungdomslitteraturen til, at bøger absolut skal tage en bestemt tematik op. Ofte med en stor solidaritetsfølelse og en helt krænkelsesparat skinger tone til fordel for det stakkels barn, som udgivelsen portrætterer. Mange af Gro Dahles billedbøger er netop sådanne bøger, som for eksempel «Vrede mand» eller «Krigen», som meget sigende blev lavet som bestillingsværk fra de sociale myndigheder for at beskrive vold i hjemmet og skilsmisseproblemstillinger.

Cover-sinnamannGro Dahles bøger har stor kunstnerisk værdi, ikke mindst takket være hendes mands, Svein Nyhus, og datterens, Kaia Dahle Nyhus, illustrationer. Takket være disse og en solid og kunstnerisk overlegen tekst kan man godt abstrahere fra, at bogen først og fremmest er blevet til på grund af et helt åbenlyst budskab, som forfatteren har sat sig for at formidle.

Kvaliteten halter

Det er dog langt fra alle af dens slags bøger, der er lige så heldige med resultatet. Et eksempel er Lars Mæhles «Fuck Off /I Love You». Den blev anmeldt i Barnebokkritik («Sommerfugleffekten og personlig ansvar») med følgende konklusion: ’«Fuck off. I love you» er ingen stor roman, men den vil kunne engasjere ganske unge lesere i moralske dilemmaer rundt spørsmålet om den enkeltes ansvar for å unngå å begå onde gjerninger. Det er ikke dårlig.’ Bemærk, at anmelderen af Lars Mæhles bog klart fortæller, at det er tematikken, der bærer bogen. Historien er med andre ord opbyggelig, og det er, som hun skriver, ikke dårligt. I min egen anmeldelse af bogen vægtede jeg den i samme retning, idet jeg skrev, at «handlingen virker komprimeret og ufuldstændig. Gruppens radikalisering sker for hurtigt […]. Bogen virker derfor ikke helt overbevisende. Alligevel, eller måske derfor, indeholder historien masser, man kan tale om, og derfor vil bogen være god som basis for diskussioner om gruppepres og radikalisering blandt unge.»Cover-fuck

Bogen er altså ikke fantastisk god, men den kan bruges i skolerne. Det er ikke for at hænge Lars Mæhle ud, for hans bog er blot en ud af mange med samme tilgang til børne- og ungdomslitteraturen.

Klima er et andet emne, som er aktuelt, og som forfatterne har kastet sig over. Et eksempel på en mindre god bog indenfor denne genre er Jostein Gaarders «Anna og Nova. En magisk fabel om Jordens overlevelse». I sin iver efter at forvandle læsere til klimaaktivister glemmer forfatteren desværre bare helt, at det er en skønlitterær bog, han har været i gang med at skrive. Til sammenligning omhandlede flere af bøgerne indstillet Nordisk Råds børne- og ungdomsbogs litteraturpris sidste år også klimaproblemet. Danmark havde for eksempel Adam O’s glimrende og stærkt underholdende «Den rustne verden», og der var yderligere bøger fra Island, Finland og Færøerne om samme tema. De fleste af de indstillede bøger var i stand til at give plads til en velskrevet historie, selv om tematikken og den lidt for skingre holdning var aldeles tydelig. Og jo, selvfølgelig må man gerne skrive en roman med politisk kant, men det er historien, der skal bære bogen, ikke holdningen.

Politisk manifest

Vinderen af Nordisk Råds børne- og ungdomsbogs litteraturpris 2021, Elin Perssons «De afghanska sönerna», er også eksponent for samme filosofi: at det først og fremmest er tematikken, der bærer bogen. Perssons bog handler om pigen Rebecka, der efter gymnasiet får job på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn. Romanen viser centerets bureaukratiske distance til børnene blandt andet ved at lade sproget være kort og koncist. Bliver man først engageret i flygtningebørnene, kommer man i dyb fortvivlelse, for det ender absolut ikke godt for de uledsagede børn.

Cover-afghanskDer er ingen tvivl om, at man som læser også knuges over verdens uretfærdighed efter læsningen af en bog, der i sin nøgternhed ikke efterlader meget håb. Det er lige det, litteraturen kan: At muliggøre at man kan leve sig ind i en andens verden og tanker. Bogen er i høj grad et partsindlæg, der har til hensigt at påvirke holdningen til flygtningepolitikken. Det gør den rigtigt flot. Men er det mere et politisk manifest end det er litteratur? Svaret får lov at hænge lidt, for Perssons bog er, ligesom Gro Dahles og Adam O’s, faktisk godt skrevet.

Men efter nogen selvransagelse er spørgsmålet mere, om man skal bruge den type bøger i skolerne, selv om de indbyder til diskussion? Er det det, der vil få børn og unge til at læse mere? Er det bedre, at de læser «stor» litteratur end litteratur, hvis primære eksistensberettigelse er indholdet af en række løftede pegefingre?

Mere slik end broccoli

Interessant nok viste en læseundersøgelse fra 2017 – ganske vist i Danmark, men situationen er formentlig den samme i Norge – at børn i alderen 9-14 år foretrækker seriebøger, fantasy/sci-fi bøger og sjove bøger. Det er langt fra den type litteratur til de tematisk tunge bøger, som de præsenteres for i skolerne.

Bøger af den slags, altså sådanne der primært har til hensigt at opdrage eller har til formål at påvirke læserne til en bestemt holdning, kalder jeg for broccoli-bøger: Det kan godt være, at broccoli er sundt, men det sunde smager som hovedregel ikke lige så godt som slik. Broccoli-syndromet udstiller konflikten mellem det opdragende og det skønlitterære. Det kan i nogle tilfælde undskyldes. Nogle børn ønsker rent faktisk at læse om et bestemt tema, som de kan spejle sig i eller lære noget om. Andre børn vil blot underholdes og ikke belæres eller tales ned til. Men indtrykket fra litteraturudvalget i skoler er, at man i meget høj grad tilbyder diskussionsoplæg snarere end underholdende litteratur. Men hvis børn skal opleve, at det at læse er en nydelse, kan det være, at man skal fokusere på det, de foretrækker frem for det, som man som lærer selv synes er relevant. Altså rigtig meget slik og langt mindre broccoli.

 

Damián Arguimbau (barne- og ungdomsbokkritiker i Kristeligt Dagblad, København), og Petra J. Helgesen (arenaleder ved Vinjesenteret) skriver månedlige kommentarer for Barnebokkritikk.

Dersom du har tips til problemstillinger vi bør ta opp, send en e-post til redaksjonen@barnebokkritikk.com. Barnebokkritikk garanterer kildevern.

 

 

brokkoli

 



Skrevet av:

Kommentarer