Nominert til nordisk pris: En åben billedbog

Olli och Mo er en stille bog om drengen Olli og formentlig hans mor, Mo. Det er søndag og Mo vil på udflugt, og Olli må modstræbende følge med. Det er Olli, der holder kortet, mens Mo kører bilen. Et sted holder de frokostpause, og det viser sig at Mo har glemt pengene. Så må de vaske op til sen aften. På vejen hjem farer de vild i en mørk, uhyggelig skov, men heldigvis bor der en dame i nærheden, der giver dem aftensmad. Det er lidt uklart, om de kender damen på forhånd, selv om Olli fortæller, at hun hedder Maud. De overnatter dér, og til sidst ender det hele godt, da de omsider når hjem, selv om Olli ville foretrække at de blev hos damen. Det er Olli, der er vejviser gennem hele fortællingen, som rummer en del humor: ”- Var är vi? roper hun [Mo] efter en stund. Olli bläddrar i kartboken. – Vi är snart i utkanten av sidan tre.”

Senere, da de er faret vild i skoven, spørger moren igen: Hvor er vi? Hvorpå Olli svarer ”- Här nånstans”. Men på illustrationen kan man hverken få øje på Olli eller Mo, og nogle ting er enten på hovedet eller spejlvendt. Olli siger, at kortene er blevet utydelige og at intet længere passer. På intet tispunkt virker Olli bekymret. Det er i det hele taget Olli, der er den kloge og rolige gennem bogen. Da de er faret vild, skriver forfatteren, at Mo sveder i sin frakke: ”Hun har aldrig åkt vilse förut och vet inte hur man gör.” Olli oplever det, som om han er på eventyr og peger på skove og bjerge, mens Mo råber, at han kun må pege på veje.

Filosofisk billedbog?

Da den velansete svenske kritikker, Magnus William-Olsson, læste Eva Lindströms billedbog, Olli och Mo, var han ovenud begejstret: ”Bilderbok lika tung som Borges, Calvino och Gertrude Stein – tillsammans,” skrev han i sin anmeldelse i Aftenbladet. Bogen er den ene af de to svenske bidrag til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris. Man kan godt, som Magnus William-Olsson gør, læse billedbogen som en fabel om mennesket, der er faret vild i sin kundskab (kortet), og har svært ved at finde en retning i sit liv. Men det kan med lige så god ret læses som en historie om at tage hjemmefra og vende tilbage igen. Eller som et eventyr, som opleves forskelligt afhængig af, om man er barn eller voksen. Den voksne er bekymret og tænker på trygheden, mens barnet lever i nuet og nyder oplevelsen. Tydeligt vist ved at barnet peger på alt det spændende på kortet, mens den voksne kun vil vide noget om det de kedelige veje.

Noget af det, billedbøger er bedst til, er at skabe et rum for refleksion. Det skal gå langsomt i billedbøger, og tanker og associationer skal have lov til at blomstre og udvikle sig. Det sker i Olli och Mo. Efter min bedste overbevisning har bogen ikke en klar morale. Man skal bakse med fortællingen for at få en mening ud af den. Olli och Mo er derfor en vanskelig billedbog. Den svenske kritiker kan derfor med god ret påkalde sig mystikere og filosoffer i sin tolkning, mens mindre religiøst og filosofisk anlagte anmeldere i stedet kan fokusere på spændingen ved at fare vild, uden at det nødvendigvis behøver at skabe panik hos barnet.

Illustrationer med lag

Illustrationerne i bogen er meget varierede. I begyndelsen er de lyse, hvor solens gule farve får lov at dominere, men efterhånden som dagen skrider frem, bliver himlen og tegningerne mørkere og mere mystiske. I en af illustrationerne, kort før Olli og Mo når til skoven, ser det ud, som om bilen nærmest flyver over en kløft, hvilket understreger eventyret. I skoven er halvdelen af skoven på hovedet, og det er svært at retningsbestemme noget. Mo er tegnet lidt tanteagtigt – i en lang uldfrakke, med en ikke så fantastisk køn hue eller tørkklæde på hovedet og med en orange dametaske. Olli er skaldet, klædt i gråt og brunt, med nypudsede sko, og ellers klar til eventyr, selv om han i starten kun modstræbende vil med. Ikke alene har han et kort, men han har også taget sin kikkert med. Gennem de fleste tegninger er der et ekstra lag af blomster eller blade, der let skygger hen over selve hovedillustrationen. Det giver et indtryk af, at der er noget ekstra på spil, som man lige skal være opmærksom på. Der er så at sige et lag over selve fortællingen, som man skal få øje på. Men man skal bruge noget tid på at se på illustrationerne, før man egentlig begynder at påskønne dem. Det er ikke fordi de er særlig kønne, flotte eller markante. Tegningerne er meget afdæmpede, lidt indadvendte og fokuserer på at fortælle og videregive en stemning. Interessant er det også de manglende karakteristika ved Olli og Mo: De kunne i princippet være hvem som helst, hvilket i sig selv er en pointe.

Eva Lindström er født i 1952 og bor i Stockholm. Hun er blevet nomineret til Augustprisen syv gange, har fået tildelt Elsa Beskow-prisen, Expressens børnebogspris og flere andre priser. Herudover er tre af hendes bøger blevet filmatiseret i en række kortfilmer. Der er et fint interview med hende på YouTube omkring bogen, og interessant nok giver hun netop samme indtryk på mig som selve bogen: Lidt indadvendt, tænksom og afdæmpet. Hun uddyber ikke handlingen eller bogen, men lader fortolkningen af bogen stå for læserens egen regning. Olli och Mo er en interessant og især anderledes billedbog, som undrer og kræver lidt arbejde at få ind under huden.

• Olli och Mo er nominert til Nordisk råds barne- og ungdomslitteraturpris. Barnebokkritikk har anmeldt alle de nominerte til den nye prisen.

• Les mer om prisen og de nominerte her.