Tittel: Den förskräckliga historien om Lilla Hon
Tekst: Lena Ollmark
Illustratør: Per Gustavsson
Forlag: Lilla Piratförlaget
Årstall: 2017
Antall sider: 128

En god og sjov bog

NOMINERT TIL NORDISK RÅDS PRIS: Den förskräckliga historien om Lilla Hon forener det sjove, det groteske og det uhyggelige med sikre blodige hænder.

Vi skiftedes til at sidde inde i det smalle, mørke skab, mens den anden gik rundt udenfor og raslede med en lænke, vi havde fundet nede hos hundene og med den mest uhyggelige stemme hun kunne fremmane, fortalte en spøgelseshistorie. Det med lænken var noget, vi havde set i Inger og Lasse Sandbergs børnebøger om «Laban, det lille spøgelse». Når jeg tænker tilbage på min barndom husker jeg flere af den slags hændelser, hvor vi eksperimenterede med at komme ud af den normale modus og ind i en anden tilstand. Det kunne være ved at fremkalde uhygge, ved at snurre så hurtigt rundt at man mistede orienteringen eller bare ved at gentage det samme ord igen og igen, til det til sidst tabte enhver form for mening. Fælles for alle forsøgene var, at det var nogle vi selv udførte, at vi selv følte, at vi havde kontrol over tilværelsen. Hvis det at sidde inde i skabet blev for farligt, så kunne vi gå ud af det igen. I modsætning til alt det andet i vores børneliv, vi ikke kunne gå ud af. Der er rigtig meget børn ikke kan kontrollere i deres liv.

Loft

Historien om et mobbeoffer

Der er også rigtig meget, som protagonisten Lilla Hon i Lena Ollmark og Per Gustavssons bog Den förskräckliga historien om Lilla Hon, ikke kan kontrollere. Faktisk pendulerer hun helt magtesløs mellem de to systemer hjemmet og skolen, og begge steder oplever hun sig som uønsket. Derhjemme skal hun helst ikke forstyrre og ses, hendes forældre er altid trætte. «De tyckte om allt som var i ordning och ordentligt». Lilla Hon er så overset, at hun ikke engang har et rigtigt navn. Hun er ensom derhjemme og derfor kan hun godt lide at komme i skole om mandagen, fortælles det. For i skolen findes puderummet, hvor der er farver og puder og madrasser, som man kan hoppe på, samtidig med man fløjter med bogstavkiks i munden.

Billedet med at hoppe og at fløjte med munden fuld af bogstavkiks er det gennemgående billede på Lilla Hons drøm. To kropslige aktiviteter, hvor man giver slip på sig selv, og hvor man sprænger kroppens grænse og ligefrem løber over. Men i skolen er der et endnu værre regime end derhjemme, og Lilla Hon har ikke adgang til puderummet. For i skolen findes der elever. I Per Gustavssons tegninger er der tale om tre ondt grinende børnekarakterer. Uh, hvor man kender dem. Hvor teksten taler om eleverne, som jo kunne være en meget stor gruppe, gør tegningen det konkret og håndterbart; det er de her tre slyngler, det handler om. Lilla Hon er et mobbeoffer, og fortællingen om hende handler om, hvordan retfærdigheden via fortællingens vidunderlige pokerface mellemkomst alligevel kommer til at ske fyldest.

En spøgelseshistorie

Den förskräckliga historien om Lilla Hon er en hardback på 13 x 18, altså en rigtig bog, bare mindre, og som en rigtig roman har den også kapitler, 21 stk. Hvert kapitel indledes med en vignet, en lunette, med dødningehoveder. At det er en historie, en maskerade, at man kan lege med virkeligheden, viser permernes indersider, hvor man på den forreste ser en familiekonstellation, mand, kvinde, 3 børn, mens man på bagerste perms inderside ser dem forvandlet til bogens spøgelsesfigurer, Lärarinnan, Matfarbrorn, Slöjdflickan, Bibliotekspojken og i midten Lilla Hon. Bogens format, men også dens lidt altmodische univers fik mig til at tænke lidt på Lemony Snickets bøger (til de lidt ældre) om Baudelaire børnene.

De grumme, men dumme, elever fortæller Lilla Hon om, hvor farligt det er på skolens loft, i køkkenet, i håndarbejdslokalet og i biblioteket. For alle steder er hjemsøgt af hver sin grusomme figur, som er død efter at have udsat eleverne for alskens ondskab. Fordi Lilla Hon vil gå virkelig langt for at få lov at være med i puderummet, lykkes det eleverne at få lokket hende op på skolens loft og få hende lukket inde deroppe. Nu er Lilla Hon så virkelig helt alene og skal klare alle de fire prøvelser som mødet med hhv. Lärarinnan, Matfarbrorn, Slöjdflickan, Bibliotekspojken udgør. Og det viser sig, at den usynlige Lilla Hon ikke er så inkompetent, som hun selv troede. Og at der lå en helt anden sandhed gemt bag elevernes fortællinger.

Fortællernes sikre hænder

Det ville være synd at afsløre, hvordan Lena Ollmark får Lilla Hon gennem rædselsnatten. For selv for den voksne læser, er det ikke til at regne ud, hvordan det skal ende. Når jeg tænker på de historier, vi fortalte hinanden, var et gennemgående element overdrivelsen og gentagelsen. Der var ikke ganske lidt blod, der var virkelig meget blod. Ting skete ikke en gang, men flere gange. Først var der et spøgelse bag et hjørne, så kom der endnu et hjørne. En spøgelseshistorie er som en rutsjebane. Man kører op og op og så – hujjj – går det så dejligt skræmmende nedad, at det næsten ikke er til at holde ud. Den uhyggelige historie gør noget ved kroppen, man kan mærke den i maven, præcis som rutsjebanen. Og sådan er det også hos Ollmark og Gustavsson, der er ikke sparet på noget.

spokelse

Lena Ollmark og Per Gustavsson har lige fra bogens første side, hvor kontrakten tegnes med læseren, greb om foreningen af sjov og alvor: «Det här är historien om Lilla Hon. En förskräcklig, ryslig och otäck berättelse. Men den är också knasig, spännande och rolig. Och den slutar ganska lyckligt. I alla fall för vissa.» holder barnelæseren i hånden, mens det uhyggelige som hele tiden balanceres med humor, både i ord og billede, udspiller sig. Selv om Lilla Hon bliver alvorligt bange undervejs og læseren føler med hende, er der ingen tvivl om, at det vi er i gang med at opleve, er en sjov gyserhistorie, som vi vil komme sikkert igennem. Forfatter og tegner bruger klicheerne, den tynde hvislende lærerinde, den tykke morderiske kok, den selvskadende pige i håndarbejdslokalet og den anæmiske dreng i biblioteket så det hele tiden også er for meget, det er grotesk og derfor sjovt. Lena Ollmark fortæller med humor og sprogligt overskud. På et tidspunkt er Lilla Hon i alvorlig knibe inde i det store bibliotek, hvor hun leder efter det eneste, der kan dæmpe Slöjdflickans ustyrlige gråd: En god og sjov bok, og da hun er lige ved at give op, sætter hun sig ned på gulvet «någonstans mellan feminism og filosofi», for «Visst tyckte hon om böcker. Men inte så mycket att hon ville vandra omkring i labyrinten av bokhyllor i all evighet. Hon hade ju nästan kommit fram til kuddrummet». Uanset hvor uhyggeligt det bliver, så lokker puderummet med sine farver og sine bogstavkiks for enden af det hele.

Per Gustavssons tegninger udgør en stor del af magien i eventyret om Lilla Hon. Lilla Hons rødfrakkede figur ser på alt gruen med store tillidsfulde øjne. Gustavsson følger tekstens tone, hvor det blodigt grusomme med blodspor og kødøkser forenes med det barnemagisk konkrete, hvor afhugne lemmer med lidt fingersnilde kan syes på igen. Det er ganske herligt, at der er givet fuld skrue på blodet, for hvis der er noget, en børnelæser kan mærke, så er det, når en tegner ikke selv synes, det er sjovt, men lader den indre pædagog begrænse lysten til at gå all in i overskridelsens herlige leg. Jeg tror Gustavsson har haft en fest sammen med Lilla Hon. Og den fest forplanter sig til mig.

 

 

kjottoks

 



Skrevet av:

Ingen kommentarer.

Legg igjen en kommentar

Legg inn din meaning her. Vær hyggelig. Din e-post vil holdt anonym.