En intens weekend

Hans Petter Laberg er bibliotekar og debuterede med Biter av en historie i 1996, som samme år fik første prisen i Cappelens konkurrence for den bedste ungdomskærlighedsroman. Siden har han udgivet syv ungdomsromaner og en børnebog. Laberg er ikke oversat til dansk, og jeg må tilstå, at jeg ikke havde hørt om ham, før hans seneste bog, Ingenting blir som før, blev indstillet til dette års Nordisk Råds litteraturpris for børne- og ungdomsbøger.

Ingenting blir som før har drengen Markus i centrum og foregår i løbet af en intens weekend. Bogen starter med, at Torstein, som er Markus lærer i 10. klasse, dør midt under en filmfremvisning i klassen fredag eftermiddag, og historien slutter søndag aften, efter at Markus har oplevet både kærligheden og et mordforsøg i storebrorens gangsterbefængte miljø.

Mange tråde

Som man næsten kan høre, er det en lidt svær bog, Laberg har skrevet, forstået på den måde, at den synes at ville alt for meget til, at historien bliver sammenhængende. Der er i bogen ansatser til så mange forskellige historier, der ikke bliver til noget, at det bliver en anelse forvirrende. Markus bliver beskrevet som en almindelig, lidt stille dreng. Storebroren Viktor, der er syv år ældre, har været hans helt siden barnsben. Viktor og han var altid sammen og Viktor beskyttede ham mod drillerier i skolen og hjalp ham med alting. Men en dag vil Viktor ikke have noget med Markus at gøre mere. Viktor begynder at stjæle og handle med stoffer, og det ender med, at forældrene på Viktors 18-års fødselsdag smider ham ud hjemmefra og forbyder Markus at have noget med sin storebror at gøre. Markus har også en lillebror, der er fodboldtosset og meget følsom, men følsomheden hører vi ikke meget til, og det virker heller ikke, som om de to søskende egentlig har så meget med hinanden at gøre. Og det selv om vi får at vide, at lillebroren tidligere ofte blev trøstet af Markus, når der var skænderier hjemme og at Markus altid spillede fodbold med Viktor, da de stadig var gode venner. Det antydes derfor, at de har haft et væsentlig tættere forhold, end Markus viser i bogens handling.

Forældrene skændes ind i mellem. Faren er opfarende og bliver aldrig færdig med noget, men det virker ikke, som om børnene eller konen af den grund synes, at han er farlig eller har problemer med ham. Faren virker nærmest lidt sløv: «Det er som om faren min har begynt å utsette så mange ting som mulig. Han klarer ikke å gjøre noe av det han har lovet. Når mamma spør hva som er galt med ham, trekker han bare på skuldrene og svarer at han skal ordne det når han orker. Bare ikke akkurat nå.» Og det er heller ikke konflikten med Viktor, der har gjort det. Faren har bare altid været sådan.

Stenkast og personkarakteristik

Markus er en ret stille person, men på vej hjem fredag aften smider han ganske umotiveret en sten gennem naboens rude: «noen ting er bare for fristende. Jeg tar et par skritt tilbake og løfter den ene armen. Jeg legger meg bakover, kjenner at steinen ligger godt i hånda, før jeg lener meg framover og lar armen følge med.» Stenkastet har dog ingen konsekvenser for handlingen, og det er heller ikke noget, som Markus tænker videre over senere. Det er derfor noget meningsløst og spørgsmålet er, om man skal tænke, at mennesker er for komplekse til, at man kan rumme det, eller om forfatteren her har været lidt for doven?

Lørdag møder Markus Victor på en parkeringsplads tæt ved hjemmet, tilsyneladende tilfældigt, og Victor tilbyder at køre Markus hjem. I bilen er også Eskil. På vej hjem ringer Markus’ telefon, og det er tydeligt, at Markus bliver presset til at hente en taske i en skov, der skal afleveres til nogen. Markus insisterer på at følge med, fordi han savner sin bror. Forinden har Markus været til fest og mødt Sara, som han er blevet forelsket i og omvendt.

Det er ikke nogen nem opgave, Victor har fået, for tasken indeholder naturligvis noget, der er ulovligt, og de personer, der skal have tasken, er ikke spor rare. Markus er skiftevis bange og modig, og der sker i det hele taget voldsomt meget i og omkring Markus lørdag aften og søndag. Der sker ikke en decideret afklaring af Victors og Markus forhold, selv om det er tydeligt, at Victor fortsat holder af sin lillebror, hvilket selvsagt ikke kan overraske.

Ujævn

Laberg har en god evne til at få spændingen til at holde bogen igennem, men historien bliver for ujævn, idet der er for mange løse tråde, som ikke knyttes, men som virker som mærkelige modsætninger, der gør, at bogens univers virker utroværdig. Personkarakteristikkerne halter, hvorfor man ikke helt overbevises om, at det er ægte personer. Det virker lidt som om, at personerne skal underordne sig den handling, forfatteren har lagt ned over bogen, også selv om det ikke passer til karaktererne. Der er stof nok til en meget længere bog end de 152 sider, Ingenting blir som før, fylder. For der er gods i de mange tråde, som Laberg lægger ud, og fylde i de karakterer, han får skrevet frem, men da han ikke udnytter dette, ender man med at være en smule forvirret og dermed også noget skuffet over resultatet.