Et univers er faldet på plads

NOMINERT TIL NORDISK RÅDS PRIS: Med Segraren fuldender Karin Erlandsson på smukkkeste vis sin serie om Miranda og Syrsas jagt på den magiske og farlige Ögonsten.

I 2017 blev Karin Erlandsson indstillet til Nordisk råds litteraturpris for romanen Pärlfiskaren, som var første bind i det, der blev «Legenden om Ögonstenen». Hun fik ikke prisen, den gik (posthumt) til Ulf Stark og Linda Bondestam. Men i år får hun endnu en chance og denne gang er det med afslutningsbindet i samme serie, der meget passende blev en kvartet. I vores tid har serier det med at fortsætte i det uendelige, også derfor er det rart, når noget bliver afsluttet, mens det stadig har en stor friskhed og energi og det har «Legenden om Ögonstenen».

Segraren

Dette fjerde bind hedder Segraren, det foregår i den vestlige del af seriens Dronningerige og hermed, er vi også nået hele vejen rundt i det lille rige.

Situationen er tilspidset, de to hovedkarakterer Miranda og Syrsa er ramt af sorg og ulykke, og det står nu klart, at Ögonstenen ikke skal findes for egen vindings skyld, nej, den skal findes og derefter destrueres for menneskehedens skyld. Da vi mødte fortælleren, pigen Miranda, i første bind, var driften efter at finde perlen hendes egen. Men nu har hun udviklet sig og indset, at perlen skal findes og destrueres, fordi dens magt over menneskene er destruktiv. Kampen har bevæget sig fra noget personligt til at være et altruistisk anliggende.

Ögonstenen

Ögonstenen er en kæmpemæssig perle, som gennem generationer har drevet rigets mennesker til vanvid og fået voksne, som både Mirandas og Syrsas forældre, til at forlade familie og børn i håbet om at finde den perle, der kan stoppe alle længsler. Har man først overgivet sig til jagten på Ögonstenen, er man fortabt for denne verden.
Dronningerigets indre hav er fyldt med perler og Miranda er perlefisker, mens Syrsa har den unikke evne at hun er perlehvisker (hun kan høre, hvor perlerne er). Begge piger har mistet højre arm til hajen med rosensnuden, Roshajen, under dykning. Men sammen er de et hele.

Længslens dæmoni

Det går op for Miranda, at ikke bare alle de andre perlefiskere og Iberis, men at også hun selv har været et offer for længslen. At længsel kan besætte en, og faktisk forandre et menneske, så det gør ting, der skader andre, såsom at glemme sine børn. Miranda vil ikke være det menneske, og det kræver en omkalfatring af, hvem hun så vil være: «Jeg hade inte forstått att längtan förandrar den som längtar, att det inte spelar någon roll om man är ond eller god när längtan är så stor att den tar över allt man är.» Miranda er heller ikke alene, hun er sammen med Syrsa, som hun nu er helt afhængig af, for kun ved at være sammen med et barn, kan man undslippe moderperlens forbandelse. Romanen lader Miranda erkende sig selv som et offer for længslen og begæret, og denne evne til ransagelse er en vigtig og inspirerende del af hendes karakter.

De gode og de onde

Modstanderen, for sådan en skal der jo være i et eventyrunivers, er den snehvide kvinde Iberis, som også er ude efter den store perle. I det foregående bind blev Miranda og Syrsas voksne hjælper, lægekvinden Lydia, dræbt, efter en kamp med Iberis om Ögonstenen. Iberis skyer ingen midler, hun er den perfekte modstander, hvid og hård som H.C. Andersens Snedronning. Hun er også seriens svage punkt, synes jeg, fordi hun er den mindst nuancerede. Men, som det viser sig, har den hvide Iberis også en anden halvdel og en egen historie. Ingenting er så enkelt som det kunne se ud, og det er Karin Erlandssons force, at hun på en og samme tid kan arbejde med ret genkendelige karakterer uden at de stivner som klicheer.

Tydelighed og overskuelighed

Karin Erlandsson har bygget sin fiktion meget distinkt op, sådan at man som læser hurtigt føler sig hjemme. Riget har disse fire regioner med hver deres karakteristika: de nordlige skove, bjergene mod øst, perledykkernes sydlige region, og det frugtbare vestlige landskab, hvor Segraren udspiller sig.

Der er et kort bag i bogen, hvor man kan følge med, og det er en skøn ting. Erlandssons univers minder på mange måder om andre fantastiske universer, som f.eks. danske Lene Kaaberbøls Skammerens datter, hvor meget er gammeldags, forankret i naturen og uden store tekniske tiltag (med undtagelse af den maske, som gør perledykkerne i stand til at trække vejret under vand). Som hos Kaaberbøl er der fokus på de menneskelige relationer, på karakterernes tvivl og filosofiske undren og på den basale og sanselige dimension af tilværelsen.

Roshajer og veteviol

Naturen spiller en stor rolle i Erlandssons univers. Vist er der farlige væsener og vækster, men først og fremmest er naturen et fortroligt og nært rum.
Forfatteren har udviklet plantevækster og dyr, som befolker de forskellige områder, som minder om noget kendt, men lige er forskudt lidt. F.eks. den store hvide «roshaj», som hedder sådan, fordi dens snude ligner en rose, eller vetesviolen, som man kan lave den skønneste grød af. Det er et univers, hvor maden er enkel og god og børnevenlig: grød og honning, bagte kastanjer, mandelbudding, hindbärssylt og pæremost.

Karin Erlandsson har sans for ordene og deres lyde og spil (se f.eks. s 236, hvor «Jag flämtar, ja frustar, det flimrar fortfarende framför mina ögon»), og man kan mærke, at hun har villet skabe et univers, hvor der basalt set også er rart at være, og hvor der nok kan være action, men ikke stress. Tingene får tid, som når Miranda dykker, og læseren mærker det sus af fryd, det giver i hende, hver eneste gang.

Et indre refugium
For den unge læser betyder det, at man har lyst til at bebo et univers noget. Man har lyst til at trække vejret med Miranda, fordi stedet er så tydeligt, netop ved at det bliver malet op med disse enkle retter og genkendelige naturscenarier. Hvem husker ikke de blomstrende træer i Nagijalas Kirsebærdal? På samme måde, tror jeg, at barnelæseren vil kunne tænke på Mirandas dykketure ned i det perleskinnende vand i «Legenden om Ögonstenen» som et privilegeret særligt sted, han/hun til enhver tid kan genkalde sig.

Segraren er på den måde også en sejr for Erlandsson som forfatter. Nu findes landet, hvor Dronningens gader er af perler, der skal vandes hver dag for at glitre. Hvor man spiser vetesviol og svømmer blandt sølvdelfiner.