Fantasyroman med politisk agenda

Ragnhildur Hólmgeirsdóttir er uddannet historiker og har specialiseret sig i middelalderen. Hun blev første gang nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i 2016 for romanen Kobberbyen. Det var en hypnotisk fantasy-roman, der føltes som en middelalderlig historie uden helt at være det. Byen, hovedpersonen Pietro bor i, er bygget på en blanding af sort og hvid magi, der over tid er degenereret, og Pietro har som sin skæbne at opløse magien i byen og befri menneskene fra magikernes åg. Det er en uhyggelig og mørk fortælling med ganske få solstrejf, og fortællingen er så skæbnetung som de sagaer, islændingene bærer i deres hjerte. Den er desværre ikke oversat til norsk, men findes kun i en oversættelse til svensk, som dommerkomiteens medlemmer fik i sin tid.

Forvildelsesøerne

Ragnhildur Hólmgeirsdóttirs nye bog, som er indstillet til prisen i år, hedder på islandsk Villueyjar, som betyder noget i retning af «Forvildelsesøerne», altså øer, hvor man farer vild. Villueyjar er en selvstændig historie, selv om den foregår i samme univers som Kobberbyen, blot flere århundreder senere. Bogen blev nomineret til Fjöruverðlaunin, Kvindernes Litteraturpris 2020, og er ligeledes nomineret til Reykjavik Kommunes Børnebogspris. Det kan man godt forstå, for Hólmgeirsdóttir har en særligt dragende stil, som straks byder læseren velkommen. Læs blot starten af romanen (min oversættelse fra den svenske oversættelse til dommerkomiteen): «Vognen skramlede sig frem langs grusvejen og Arilda sad og dinglede med fødderne over kanten af ladet. Hun sad altid sådan på vej til skolen om efteråret. Sad bagerst og vendte ryggen mod alle de andre børn for at kunne sidde og se på, hvordan færgelejet blev mindre og mindre og til sidst forsvandt bag bakkerne. Det røde grus, som spruttede under hjulene, overdøvede alle andre lyde, og Arilda var nødt til at holde godt fast for ikke at falde af.»

Dette er vores første møde med den 14-årige hovedperson Arilda, der er på vej til kostskolen sammen med sin lillebror, Maurice. Sidstnævnte glæder sig, mens Arilda mest ser det som et nødvendigt onde. Arilda og Maurice er børn af en fattig adelsslægt og har slet ikke så mange penge eller er så fine som de øvrige kostskoleelever. De er forældreløse og er vokset op hos deres bedstefar. Øen, hvor skolen befinder sig, er også lidt speciel. Skolen er simpelthen den eneste bygning på øen. Ellers er den ubeboet.

Langsom mystik

Forfatteren bruger tid på at bygge fortællingen op ganske langsomt. I begyndelsen tror man, at der er tale om en kostskoleroman, men her tager man grueligt fejl. Det varer ikke så længe, førend der begynder at regne ulykker ned over Arilda og hendes slægt. Det starter med en mærkelig oplevelse under et orienteringsløb, hvor Arilda farer vild på den ø, som hun kender så godt, og næsten dør under mødet med en mystisk skikkelse i marsken. Men knapt lykkes det hende at komme retur til skolen, hvor forstanderen kontant affejer hendes oplevelser, før Maurices og Arildas bedstefar dør.

Det viser sig, at bedstefaren har pantsat al sin ejendom flere gange og kreditorerne derfor skændes om de få efterladte ejendele. Der er derfor ingen arv til hverken Maurice eller Arilda. De må tilbage til skolen, hvor det nuværende semester er betalt, men med udsigt til en særdeles vanskelig fremtid. For at forstå sin tidligere oplevelse begynder Arilda at undersøge skolens og øens historie. Det viser sig, at hendes forældres død er forbundet med det, hun oplevede under orienteringsløbet. Under en tur til hovedstaden med skolens svømmehold bliver både hun og Maurice jagtet af det væsen, som Arilda mødte under orienteringsløbet. Maurice bliver fanget og ender med at ligge i koma. Arilda må derfor tage tilbage til skolen alene, mens Maurice indlægges på et hospital.

Ingen tror dog på Arilda. De væsner, hun taler om, eksisterer simpelthen ikke. Overbevist om, at hun bliver nødt til at finde en løsning på gåden for at helbrede sin lillebror, må Arilda tage tilbage til hovedstaden og undersøge de spor, hun har. Det er vanskeligt at overleve som enlig pige uden en krone på lommen. Da det ser mørkest ud, bliver Arilda hjulpet af en omrejsende musikertrup, der har stor lighed med sigøjnere. Deres sange handler om tidligere tiders druider og er en nøgle til at forstå noget af det, som hendes forældre, hende selv og hendes lillebror har været udsat for.

Svær at lægge fra sig

Arilda er en intelligent og handlekraftig person. Ragnhildur Hólmgeirsdóttir er dygtig til at få hende til at fremstå så ægte, at man som læser virkelig kan mærke hendes følelser og forstå hendes tanker. På sin egen måde giver det god mening, at Arilda må tage tyren ved hornene og forsøge at løse problemerne selv, for ellers er hun og hendes lillebror fortabt. Det gode ved bogen er også, at selve plottet er kompliceret. Skolen er formentlig bygget på den Kobberby, som sank for århundreder siden, og som forfatteren beskrev i sin første bog. Den kraftige mørke magi, der forfølger Arilda og Maurice beskrives magtfuldt og skræmmende. Man mærker her, at forfatteren har et godt greb over virkemidlerne: beskrivelserne er lige akkurat nok til, at stemningen af mørke og desperation føles helt ude i fingerspidserne, når man læser bogen. Den er derfor svær at lægge fra sig.

Sprogligt set er bogen fuld af liv, og idet Hólmgeirsdóttir har bygget hele sin fantasyverden grundigt op, kan hun næsten lige så godt som Tolkien give læseren en fornemmelse af ægte dybde og historie, som for eksempel når forsangeren Ambros synger gamle ballader om den krig, der herskede for længe siden, og som de gamle druider, som nu forfølger Arilda, måske forsøger at hævne. Romanen trækker tråde frem til dagens flygtningedebat. Arilda kunne lige så godt være en syrisk pige eller en rohingya. Det er i forfatterens fortælling klart, at det er sejrherren, der har magten over historiefortællingen. De onde i bogen er derfor måske slet ikke onde, men uretfærdige ofre for et folkemord. Hólmgeirsdóttir er derfor også ude i et politisk ærinde, som bliver klarere, efterhånden som bogen skrider frem. Bogen slutter så åbent, at vi øjensynligt må forvente et opfølgende bind. Det går ikke at efterlade Arilda foran et formentlig ondt væsen, mens Maurice stadig ligger i koma på hospitalet.

Jeg kan kun kraftigt opfordre til, at såvel «Kobberbyen» som «Villueyjar» udgives i de øvrige nordiske lande. Der er dybde og sjæl i bøgerne, og de fortjener at kunne læses af mange flere end lige dem, der er flydende på islandsk.