Fjærkopter og fantasi

Vi har hørt historien før. To små brødre som opdager en hel ny verden er ikke en ny fortælling, men en temmelig klassisk rejsefantasi – den begynder ved starten af rejsen og slutter hvor brødrene er sikre tilbage hvor de begyndte. Det er en fantasiformula, men i fantasiskrivning bruger man naturligvis formulaer, det er helt som det skal være. Brødrene Urbán (6) og Ritni (8) er i begyndelsen af rejsen forvirrede og bange ved alle de ting Laksi – den fremmede som indbyder dem til at rejse – ser som normale og selvfølgelige. Laksi er deres ledsager på rejsen og forbindelsen mellom vores verden og den anden, hvor overnaturlige hændelser er dagligt brød, som den norske tittel, Underlige hendelser ved Villmarkssjøen, understøtter. Drengenes opgave er at hjælpe Laksi med at finde Golláš, som er forsvundet og ingen ved hvorfor.

For at løse opgaven, må drengene give af sig selv. Stuora Rávdu, den gigantiske fjeldørred, skal for eksempel høre en ny historie og drengene tror ikke de kan finde på noget selv. Men det lykkes dem og sådan går det i fortællingen, drengene tror ikke de kan lægge noget til løsningen, men tager fejl hver gang. De finder ud af at joike, at synge samisk folkemusik som er meget personlig og skal fange kernen af den som bliver joiket. Drengene vokser ved hver løsning og bliver til sidst en del af den fremmede verden, de var så bange for i begyndelsen.

En hurtig udvikling

Fortællingen er hurtig og læseren bliver uvented sat ind i nye  omstændigheder, uden særlig fundamentering. Der er simpelthen en række af hændelser som overrasker, igen og igen. Et eksempel er Golláš. Hvem er hun? Hvor gammel? Hvordan ser hun ud? Det ved læseren ikke før i slutningen af fortællingen, når vi møder hende. Lige pludselig er en karakter vi ikke har mødt, forsvundet uden en eneste forklaring.

Det bliver til en verfremdungseffekt, hvor læseren igen og igen bliver mindet om at han er i en fremmed verden, hvor intet er kendt. Dette er en smart fortællemetode af Kirste Paltto, fordi den samiske mytologiske verden er fremmed for de fleste og man ikke kender myterne om himmelbuen eller den gigantiske fjeldørred i forvejen. Læseren genopdager dermed hvordan det føles at komme ud for uventede og fremmede hændelser, men altid med hjælp fra tolken Laksi, som forstår begge verdener.

Sunna Kittis illustrationer er meget grafiske og giver fortællingen en atmosfære af eventyr. Nogle af tegningerne er meget gode og flukter vel med teksten, andre adskiller sig og tilføjer ikke noget nyt til historien.

Personer og myter

De personer vi lærer best at kende er brødrene Urbán og Ritni og deres ledsager, Laksi. De andre personer og væsner beskrives kortfattet. Dette forårsager et skel mellom læseren og Vildmarksverdenen, fortælleren kender alle personer og væsner men bringer ikke denne viden, over til læseren, der derfor får uventet besøg af fremmede. Det kan føles ubehageligt for læseren men samtidig utfordres læseren af den intelligente skrivemåde der er kendetegnende for Verfremdung.

Fortællemåden minder om magisk realisme fra Syd-Amerika, hvor underlige hændelser kommer ind i teksten som en helt naturlig ting, overtro og tro skilles ikke ad hvilket giver en kraftfull fortælling. Dette fungerer overordnet flot i Palttos fortælling men bliver måske lidt overdrevet.

Det beste ved bogen er Palttos måde at arbejde med den samiske kulturarv, så læseren får et indblik i en verden der er gået tabt for de fleste. Når de små samerdrenge har lært at joike, fortælle historier og højnet deres selvtillid er rejsen slut og det er tid til at rejse hjem. Historien ender hvor den begynder, i deres telt, men det er ikke de samme drenge der ligger og sover i teltet, som om morgenen, de er modnet, har lært meget nyt og fantasiens cirkel er fuldbragt.

Man kan sige at fortællingen er en bildungsroman – en karnivalisk fortælling om to smådrenge som møder en ny verden og finder ud af egne styrker. Der er ingen moralsk budskab i historien – undtagen måske at hjælpe hinanden og være åben mod eventyr.