Glat død

Nordmanden Stian Hole laver meget tænksomme billedbøger om vanskelige emner, der ofte kredser om emner som angst og ensomhed. Måske derfor er hans illustrationer ofte meget enkle, luftige, og samtidig indeholder de en blanding af virkelige fotografier eller udklip sammen med håndtegnede illustrationer. Blandingen er ikke helt collage, ikke helt illustration, men giver en fornemmelse af en overeksponeret virkelighed. At det godt nok er rigtigt, det man ser, men at der alligevel er noget skævt et sted. Jeg har altid haft en svaghed for Stian Holes billedbøger. Hans bøger om den forsagte dreng, Garman, viser Holes evne til at skildre det tænksomme og derigennem gøre det sårbare stort og dybt. I serien er det drengen Garman, der er hovedperson. Den første bog handler om angsten, den anden om mobning og venskab og den sidste om kærlighed. I alle tre bøger parres det alvorlige med det humoristiske, og især i to af bøgerne er ligheden mellem generationernes følelser et tema, som går igen.

Søm fra himlen

Annas himmel handler om Anna, som sammen med sin far skal af sted til kirken, måske for at begrave sin mor. Men hun har bestemt ikke travlt. Anna kan mærke, at faren er rastløs, hvilket understreges af, at faren venligt skynder på Anna gentagne gange. «Der er noget i luften, for mit hår er så elektrisk,» siger datteren, og ser op mod himlen med lukkede øjne. For når hun lukker øjnene, kan Anna se alt, og hun begynder at fabulere. Hun ser smukke ting i himlen, men faren konstaterer, at «i dag er der nogen der sender søm [spiker] ned fra himlen. Det var ikke sådan, det skulle være.»

Anna tager faren med på en fantasirejse hen til den uforståelige Gud, der har tilladt det onde. Gennem mærkelige, smukke landskaber og frem til Gud, hvor moren hjælper Gud med at ordne haven. Gud må selv have for travlt og må være blevet lidt for gammel, siden han kan have glemt at holde øje med Annas mor og ladet hende dø. Tabet er på en måde værst for faren. På illustrationerne er det ham, der har tårer i øjnene, ikke Anna. Anna klarer tabet ved at fantasere og se på det gode, der kan vente lige på den anden side. Og på farens kommentar om at det regner med søm, svarer hun: «I morgen kommer der måske jordbær med honning.»

Sammen i sorgen

Børn håndterer døden anderledes end voksne. Og da faren er ked af det, påtager Anna sig i en hvis forstand den opgave det er at muntre ham op. Men da faren spiller aktivt med i Annas dagdrømmerier, bliver de en slags medsammensvorne i sorgbearbejdningen. I fantasien er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Her er det logisk, at Gud sikkert er blevet for gammel og derfor kan glemme ting. Det er jo lige som med Annas mormor. «Alt har to sider,» har Annas mor engang sagt, og det er derfor, at Anna med åbent sind spejder efter den gode side af, at moren ikke er der mere. For når hun har sagt det, må det være sådan. Som i Garman bøgerne er der et tænksomt slægtskab mellem generationerne, hvor barnets følelser kan sammenlignes direkte med den voksnes. I Annas himmel er det til gengæld barnets fabuleringsevne, der gør at Anna klarer sig bedre end faren og kan finde overskud til at trøste ham.

Hvor er Annas tårer?

Stian Holes bog er meget smuk og stilig. Stian Hole er utrolig dygtig til at fremhæve, hvad der er vigtigt. Tekst og billeder passer perfekt sammen. Det er stille poesi på højt plan, og alligevel synes jeg, at bogen er for statisk, at den er for indforstået.

Jeg har en følelse af, at Anna ikke er et rigtigt barn. At faren ikke er en rigtig far. Har man oplevet død, ved man, at der til denne knyttes store skyldfølelser, især hos barnet. Var det fordi jeg ikke gjorde, som mor sagde, at hun døde? Var det min skyld, at hun døde? Til skyldfølelsen knyttes vreden. Men der er ikke store følelser hos Anna. Hun fantaserer sig væk. Og det gør hun dygtigt og illustrationsmæssigt overlegent. Men problemet er nok, at situationen er utroværdig. Anna skal til begravelse med sin far. Hun skal konfrontere døden, ikke i fantasien, men i virkeligheden. I en sådan situation er der ikke plads til følelserne. Børn ville ikke være æteriske og drømmende til begravelsen. Men måske er det det, de voksne forestiller sig: At barnets fantasi bør være så stort, at det vil overvinde sorgen. At det ud af et gabende tomt hul efter en elsket person vil dukke smukke billeder op, som man kan svømme i. Men det er for kønt, for smukt; sorgen er for skjult. Jeg savner tårerne hos Anna og lidt stærkere udbrud hos faren. Med andre ord, jeg savner ægte følelser. Og samtidig synes jeg, at det er uretfærdigt at synes sådan, fordi bogen er så umanerlig velgennemført. Men sådan er det.