Hemmeligheder, kærlighed og desperation

Den færøske forfatter, Rakel Helmsdals bog, Hun roede mod regnbuen, starter ganske dramatisk ved at hovedpersonen, pigen Argantael, river sider ud af sin dagbog. Hun vil ophøre med at eksistere, slette sit liv: «Syv år og ulykkelig, femten år og ulykkelig. Havde hun overhovedet været glad nogensinde, eller havde hun kun skrevet i dagbogen, når hun ikke var det?» For at understrege pigens desperation, river hun ikke siderne ud kronologisk, men på må og få. Vi får derved som læsere et ultrakort indblik i hendes liv, fordi vi får nogle citater fra dagbogen serveret efterhånden som Argantael sender dem af sted i vinden. Meget senere får vi at vide, at hun befinder sig i båd, midt i fjorden, klar til at tage sit eget liv.

Navnet Argantael er et ualmindeligt pigenavn, der betyder «nobel sølv». Det giver mening, når moren hedder Eugenia, som betyder «nobel» og faren Adrian, som på græsk betyder «rig». Endnu mere oplagt er det, fordi faren er bankdirektør og en af de rigeste mænd på Færøerne. Disse oplysninger er egentlig blot for at understrege, hvor meget Rakel Helmsdal har kælet for detaljerne i sin bog. Selve ungdomsbogen er ikke så lang, 101 sider, men de er alle meget fortættede og med sans for sprog og rytme, så man kan smage ordene, mens man læser.

En bog om hemmeligheder

Hun roede mod regnbuen er en bog om hemmeligheder. Hvorfor elsker moren ikke sin datter? Hvad er der egentlig galt med Argantaels familie? Hvorfor har Argantael aldrig hørt om sin farbror, Eli, før nu? Om natten hører Argantael sin far fortælle historien til sin bror. Eugenia, der er en kendt kunstmaler, er psykisk syg, og har forsøgt at tage sit eget liv flere gange. Hun er sygeligt jaloux på sin mand og aldeles uinteresseret i sin datter. Faren tør ikke bede om skilsmisse af angst for, at hans kone begår selvmord: «Jeg kan ikke elske hende, kan ikke, men jeg kan heller ikke forlade hende. Jeg er fanget!» fortæller han Eli.

Fortællingen om Argantael foregår i ryk. Hvert kapitel fortæller et udsnit af hendes livshistorie. Helmsdal springer i tid og sted. Argantael har to venner. Ena er den runde, søde veninde, der har et meget lavt selvværd, men som altid er der for sin veninde. Sebastian (navnet betyder den ærede og beundrede) er den vellidte søde dreng, hvor Argantael føler, at hun kan være den, hun er. Det er trygt, men også kedeligt. Så møder Argantael Dagan. Han er tavs, mandig, og lader hende ikke bestemme tempoet. Spørger ikke om så meget. Ham kan hun elske med og skændes med, så det brager.

Selvmordet

En dag lykkes det moren at begå selvmord. Argantael føler sig som en spedalsk. Alle undgår hende. Hun taler ikke med nogen. Selv Sebastian undgår hende, og Ena er bare så medfølende, at Argantael ikke kan holde det ud. Dagan er der stadig, men så møder Argantael Morgana, en fortryllende pige i en ildrød kjole. Argantael kan ikke få øjnene væk fra hende. Morgana er Dagans halvsøster og måske er deres forhold incestuøst. Det er ikke til at vide, men der er ingen tvivl om, at Argantael bliver vanvittig forelsket i Morgana. Til en fest fører Morgana hende ind i en drømmeagtig grotte, der ikke burde være der og Helmsdal lader det være op til læserens fantasi, hvorvidt den smukke, forførende kærlighedsakt, Morgana og Argantael oplever sammen, er virkelighed eller fantasi.

Alle, selv Sebastian og Ena, har hemmeligheder. Argantael er splittet mellem Dagan og Morgana. Det er hos dem, hun føler sig i live. Og hen mod slutningen ror Argantael i Dagans båd på fjorden mod regnbuen, parat til at tage sit eget liv. Det er i virkeligheden i båden, at Argantael lader os få indblik i sit liv. Det er derfor bogen er bygget som en episodisk rejse, hvor vi ser punktnedslag i en ung piges liv.

Dreven forfatter

Rakel Helmsdal er en dreven forfatter og har flere bøger på samvittigheden, både børne- og ungdomsbøger, digte og noveller samt teaterstykker. Hun har også vundet en del litterære priser, senest i 2013. Hun roede mod regnbuen er et spændende, drømmeagtigt og fuldkomment værk. Så smukt, så stærkt og så levende har jeg faktisk sjældent oplevet en bog. Den er umådelig velskrevet og nærmer sig et digt.

Måske derfor giver det mening, at Helmsdal har skrevet bogen, mens hun har lyttet til Elgars dramatiske Enigma variationer – og har Enigma som en passende undertitel til sin bog. For at fuldføre symbolikken er bogens titelside forsynet med et citat fra Apostlen Paulus’ første brev til Korintherne (13:12), som også Jostein Gaarder har gjort brug af i sin bog I et spejl, en gåde: «Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.»

Den er dog måske lidt tyk i symbolikken, for det er præcis, hvad bogen leverer: Et stykkevis erkendelse af hovedpersonens liv. Et forsøg på at lade hende sætte et spejl op foran sig, så hun kan få en mening ud af livets gåde. Ved at lære sig selv at kende fuldt ud, kan hun nemmere acceptere sig selv, som hun er.

Der er små hjørner i historien, der ikke lukkes. Gåder, som bliver ved med at være der. Man bliver aldrig helt klar over årsagen til farbrorens fravær. Men måske gør det ikke noget, for fokus er på at få hold på Argantaels selverkendelse og ikke på andres. Det er et vellykket, stærkt og sprogligt rigt værk, som jeg spår en god chance for at vinde prisen.