Heste, homoseksuelle og nazister

Svenske Johan Ehn er skuespiller og dramatiker fra Stockholm og debuterede i 2017 med romanen Down Under, der er en delvist selvbiografisk roman for unge om at finde sig selv som en homoseksuel. I den rejser 19 årige Jim alene til New Zealand, hvor han skal bo hos sin faster. Men da hun opdager, at han er homoseksuel, bliver han straks bedt om at flytte ud. Herfra begynder en voldsom indre og ydre rejse, hvor Jim langsomt konfronterer sig med alt det, han har forsøgt at fortrænge.

Hans nye roman, Hästpojkarna fra 2019, er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2020. Desværre er ingen af hans to romaner oversat til norsk. Der er to parallelle historier i bogen. Den ene handler om Anton og Peter i dagens Stockholm, og den anden om to børnehjemsbørn, Sasha og Janek. De to historier fletter sig ind i hinanden derved, at Anton skal passe den nu 98 årige Alexander «Sasha» Kovac, der har mistet sin stemme og kun svarer ja og nej ved at banke med sin stok i gulvet og i øvrigt nægter at forlade sit køkken selv for bare at gå på toilettet.

Anton er glad for at ride, og bliver fascineret af den gamle mand, dels fordi han finder billeder i Saschas stue, der antyder, at Sascha ligesom Anton er homoseksuel, og så det, at Sascha har arbejdet med at træne heste. Romanens kapitler skifter mellem de to fortællinger.

Cirkusbørn

Sascha og Janek, vokser op i Tjekkoslovakiet i midten af 1920’erne. Mærkeligt nok har det katolske børnehjem en hest, som de to drenge træner med dagligt. I børnehjemmet lægger man stor vægt på akrobatiske øvelser, så de to drenge er stærke og adrætte og kan udføre tricks på hesteryg. Janek er introvert og fuld af indre dæmoner, mens Sascha er udadvendt og mere harmonisk. De to er altid sammen, og Sascha forsøger så godt han kan at trøste Janek, når hans indre dæmoner tager overhånd. Det eneste, der da kan få Janek til at falde ned, er, når han får lov til at tale med heste. Janek er en slags hestehvisker, der kan få hestene til at gøre lige, hvad han ønsker sig. Når børnene ikke arter sig, bliver de straffet hårdt af nonnerne. En dag, hvor nonnerne har været særlig grumme, flygter de to drenge fra børnehjemmet. Heldet vil, at de løber ind i et cirkus, hvor de får lov til at optræde som «The Golden Brothers», selv om de faktisk ikke er brødre, med et akrobatisk nummer på hesteryg.

Efterhånden som de vokser op, bliver det tydeligt, at deres forhold er mere end blot broderligt, idet de er seksuelt tiltrukket af hinanden. De holder deres forhold skjult og rejser rundt med cirkusset, indtil de når til Berlin i begyndelsen af 1930’erne. Her besøger de natklubben «Eldorado», møder drag queens, bøsser og lesbiske og en åbenhed over for deres forhold, de ikke hidtil har mødt. Senere rager de uklar med cirkusdirektøren, og Sascha og Janek vælger derefter at blive i Berlin, men nazisterne bliver mere og mere aggressive og den forudsigelige katastrofe lurer lige om hjørnet.

Stockholm

I Stockholm er Anton 19 år og lige blevet kærester med den otte år ældre Peter. Det er Antons første rigtige forhold, og han ønsker virkelig, at de to bliver et par. Anton ved ikke helt, hvad han ellers vil, så han arbejder for tiden i ældreplejen og rider på hesten Pampas, som ganske vist ikke er hans, men som han får lov til at passe. I løbet af historien falder han af hesten og får angst for at ride, hvilket også bliver et emne, som han forsøger at tale med den særdeles fåmælte Sascha om. Den ældre mand og Anton udvikler i løbet af deres relation en måde at kommunikere på, som fungerer, selv om Anton får kritik af sin chef for, at han engagerer sig for meget i arbejdet og blandt andet besøger Sascha uden for sin arbejdstid.

Antons forhold til Peter fylder selvfølgelig også. Det er meget seksuelt, og samtidig er det for Anton lidt uklart, om Peter vil et rigtigt forhold eller ej.

Dokumentarisk fortælling

Det er tydeligt, at Johan Ehn først og fremmest har villet fortælle om de homoseksuelles historie under Nazityskland. I en epilog skriver han, at han har forsøgt at holde sig så meget til de virkelige hændelser som muligt. I årene 1933-45 blev 100.000 mænd arresteret for homoseksualitet, og mange af dem omkom i koncentrationslejre. Ovenikøbet kom de direkte fra koncentrationslejr til fængsel, da de blev befriet, idet det i 1945 fortsat var en forbrydelse at være homoseksuel.

Det er også i historien om Sascha og Janek, at romanen virkelig får liv og sjæl. Kærlighedshistorien om de to forældreløse drenge, der er så uadskillelige, er fængslende. Det er dog en smule vanskeligt at forestille sig et katolsk hjem, hvor drengene træner akrobatik på hesteryg, når de er helt små. Men ud over det er beskrivelsen af drengene og deres liv i cirkusset og i Berlin troværdig og engageret. Det er også klart, at der dukker vanskeligheder op i Saschas og Janeks liv, når de i Berlin møder andre, der er seksuelt interesseret i dem. De har ingen erfaring med andre end hinanden. Men det, at de i så høj grad afhænger af hinanden, når de optræder på hesteryg, giver dem en særlig forbindelse, som påvirkes, når der er kurrer på tråden.

Antons styrt med sin hest Pampas og hans efterfølgende angst for at stige på hesten igen er det stærkeste og mest nærværende element i Antons egen historie. Her mærker man, at der må være tale om en erfaring,  forfatteren selv har, for han beskriver virkelig flot en tøven hos Anton i forhold til at erkende, hvad der er på spil. Dermed bliver Antons forhold til den ældre Sascha helt relevant, da Anton søger råd hos ham i forhold til, hvordan han skal komme over det.

Flot komposition

Det virker godt med skiftene mellem nutiden og datiden i romanen. Det er en effektiv måde at gøre fortiden nærværende på. Der bliver i romanen taget tilløb til mange forskellige emner: ældreplejen, det at bliver ældre, kærlighedsforholdet mellem en ung og en noget ældre mand, heste og naturligvis det at være homoseksuel. Det, der virkelig løfter romanen, er, at man kan mærke forfatterens store engagement, når han beskriver relationen mellem to elskende, yngre mænd. Også forholdet mellem hest og menneske er vældigt indtagende fortalt, og beskrivelsen af begivenhederne i Berlin gør, at man som læser oplever, hvor bevidsthedsudvidende og samtidigt angstprovokerende det har været at befinde sig der i årene 1932-1933.

Johan Ehn er en af de nye forfattere, der i sine bøger har homoseksualitet som et bærende tema. Andre, der kan nævnes, er amerikanske Adam Silveras ganske fremragende bøger, der i en meget let science fiction univers giver komplekse følelser frit spil. Den meget populære John Green har udgivet romanen Will Grayson, Will Grayson om en dreng, der i høj grad kæmper med sin identitet. Endnu et eksempel er Martin Wilsons Og Hva de alltid forteller oss, som handler om to brødre. Johan Ehn er dermed i rigtig godt selskab og kan med sin Hästpojkarna bidrager med en solid historie med masser af følelser, som takket være sit dokumentariske ståsted er noget ganske særligt.