Hvad skam gør

Omslaget er en eksplosion, og samtidig en spærring i rødt og sort. Så det er allerede med en forventning om, at der er noget voldsomt, nogle stærke følelser, på færde, at jeg bevæger mig ind i Heidi Sævareids nye ungdomsroman Slagside. Romanen blev, som Sævareids to foregående romaner, også indstillet til Brageprisen. Det kunne den godt have fortjent at få.

Den, der ser

19 årige Vilde er er rejst til Bristol, hun skal være der et år, inden hun skal i gang med en uddannelse. På den cafe, hvor hun arbejder møder hun den lidt ældre pige, Fiona. Fiona er impulsiv og umiddelbar, og hun viser interesse for Vilde. Vilde er ensom og indelukket; der kunne være basis for et venskab. Men det er ikke så enkelt. For Vilde på en gang længes efter og frygter, at nogen skal komme ind. Bag sig har hun en ekskæreste, der tog sit eget liv. Selv om hun har lukket det helt ned, og nu er sammen med Markus, spøger Karoline stadig.

Da Vilde møder Fiona første gang på cafeen noterer hun sig, at Fiona lægger sine bøger med bogryggene vendt ud mod cafeen. Hermed viser både Sævareid og Vilde, at de har set, at Fiona er en pige, der vil ses. Vilde derimod, er hende, der ser. Det gør hun med sit blik, men det gør hun også med sit kamera. At have kameraet, at have blikket, er en magt, og hvor desperat Vilde bliver, hvis hun føler den magt truet, bliver tydeligt, da hendes kæreste Markus, som kommer på besøg i Bristol, prøver at vriste kameraet fra hende for at fotografere hende.

Selvhadets tale

Mødet mellem Vilde og Fiona er et møde mellem to forskellige måder at håndtere svaghed på. Fiona spiller sin svaghed ud som en magt. Hvor meget der er hende bevidst, og hvor meget hun er i sine følelsers vold, er ikke til at afgøre. Men hun viser sin svaghed hele tiden, hun har håndfladerne opad, og hun går i feminint og flagrende tøj, der gør hende sårbar. Vilde har for længe siden gjort sig hård og uimodtagelig. Vilde tier, hun knytter hænderne, og hun slår fra sig, mentalt og fysisk. Vilde drages af Fionas svaghed men samtidig kan hun slet ikke holde den ud, den gør hende aggressiv, den minder hende om alt det, hun har lagt bag sig. Fiona får alle hendes sår til at springe op.

Ret tidligt får vi et lille billede på, hvordan der er inde i Vilde. Det er, da Fiona taler om at skændes med sin mor. Man kan høre på den måde, Fiona taler om det på, at det er den privilegerede piges position, hun taler fra, at det ikke er alvorligt. Vildes situation er en anden, og hun er ikke engang i stand til at tale om, hvordan det var, hun kan kun tænke det: «Vi kranglet aldri hjemme. Det var ikke lov. Jeg var sint hele tiden, og det var ikke lov. Mamma og pappa var så skuffet over meg. Jeg var ikke sånn som jeg skulle være.»

Allerede her, 7 sider inde i bogen, mærker vi den sprogløse blanding af sorg og vrede, som har givet Vilde slagside. Vilde taler om, at hun har to primærinstinkter: at fryse eller at flygte: «Jeg er en som aldri finner ordene, jeg er en som stivner, jeg er en som kjenner raseriet presse på under overflaten, men jeg gjør aldri noe med det, jeg bare stivner eller går, jeg bare stikker av, jeg er så sint, jeg er så feig – så feig at jeg egentlig fortjener å lide for det.»

Slagside er på mange måder en fortælling om, hvad skam gør ved et menneske. Vilde har skammet sig fra hun var barn, hun har aldrig fået lov at eje sin vrede, nu ejer vreden hende. Sævareid taler ikke om skyld eller viser, at det var Vilde, der gjorde, at det gik så trist, som det gjorde med Karoline, hun viser os blot, hvordan skammen lukker et menneske inde, og faktisk gør det umuligt for Vilde at dele det, der brænder allermest på hos hende. Ikke engang Markus må se den skamfulde plet.

Man bruger betegnelsen «at have fået slagside», om et skib, der ligger skævt i vandet, pga. en skade eller fordi lasten har forskubbet sig. Man kan sige, at lasten har forskubbet sig i Vilde, at hun har fået en alvorlig slagside, som hun med alt hvad hun overhovedet magter, forsøger at rette op på. Romanen handler om Vildes håndtering af denne slagside, som Heidi Sævareid langsomt, og med stor fornemmelse for karakteren, selv lader hende få lov at folde ud for læseren. Det er Vilde selv, der fortæller, og det er vigtigt at huske på, at hun har sine grunde til at fortælle, og især undlade at fortælle.

Sproglig sensibilitet

Min første oplevelse af bogen var, at jeg havde været i den by før. Men jeg har aldrig været i Bristol. Og det viste sig også, at jeg havde forvekslet Bristol med Brighton, som jeg også kun har været i igennem litteraturen, nemlig i Hanne Ørstaviks Hyenorna, sammen med den ensomme hovedkarakter, Siv. Når jeg oplevede, at der var noget bekendt ved Slagsides rum, så handler det ikke kun om, at Sævareids og Ørstaviks romaner foregår i sydengelske byer, eller at begge hovedkarakterer er kvinder (den ene midtvejs i livet, den anden ung) som er rejst ud alene, uden helt at være klar over, hvad det er, der rumsterer i dem. Hos Ørstavik arbejder Siv i en tøjbutik, mens Vilde arbejder på en cafe, men mere væsentligt er, at begge tydeligt har så svært ved det sociale rum, at de har et stort indre liv og en ekstrem følsomhed, som får dem til at isolere sig.

Det, der især fik mig til at tænke på Ørstaviks roman, var romanens tone og dens fokus på meget subtile bevægelser både i det enkelte menneske og mellem mennesker. Begge romaner skriver sig ind på nogle svære og ikke let definerbare følelser, og de indkredser diffuse begær og aggressioner, der både kan give sig udslag i selvtugt og disciplinering.

Hos Sævareid fornemmer jeg en sensibilitet, jeg ikke umiddelbart genkender fra dansk ungdomslitteratur og jeg mindes ikke at have læst en roman, der beskriver den destruktive impuls hos en pige, lysten til bare at slå og ødelægge alt, der kan true, på den måde før. Som her, hvor det er lysten til at udslette Fiona, der beskrives: Fiona «bare viker med blikket, og hun er en som vil prøve hva som helst, hun suger seg fast i meg, hun er en vampyr, og hun er pen på en måte jeg har lyst til å ødelegge, hun er en hvit flate jeg har lyst til å skrape opp.»

Stærk læseoplevelse

Men aggressionen beskrives ikke bare som problematisk, den er også en kraft, der kan bruges i en legende form som Vilde f.eks. har sammen med kæresten Markus, eller i kampsporten Krav Maga, som Heidi Sævareid virkelig levendegør for læseren.

Sævareid er hundred procent tilstede hos sin hovedperson, hun forklarer ikke bag om ryggen på hende, men lader hende selv træde frem, og lader på den måde også læseren selv arbejde med at sammensætte billedet af hende. Det bliver aldrig et entydigt og klart billede, efter romanen lukker, er der stadig meget, vi ikke ved og forstår omkring Vilde. Men vi har en ny forståelse af, hvordan det kan være, at have det sådan. Det er Heidi Sævareids fortjeneste at kunne sprogliggøre, hvordan det føles inde i Vildes krop – læg mærke til, hvordan sætningerne ændrer tempo, bliver en lang strøm, når Vildes angst og paranoia stiger.

Slagside begynder så let og åbent. En fremmed by, to piger, der mødes. Så meget kunne være muligt, et venskab, der kunne udvikle dem begge. Men sådan går det ikke, langsomt tipper bogen og med den læseren, synker dybere og dybere ned i et svært eksistentielt hav, sådan at selve læseoplevelsen faktisk føles som at få slagside. Det tager tid at komme sig efter.