Køn og børnelitteratur

Den litterære kønsdebat raser i Danmark i øjeblikket. Børne- og ungdomslitteraturen er – i modsætning til i Norge – hidtil gået fri af den samme debat. Men skal den det?

Via den danske avis, Information, kan man læse, at «danske aviser anmelder flere bøger skrevet af mandlige forfattere, end de anmelder bøger skrevet af kvinder. Det er også et overtal af mænd, der bedriver litteraturkritik i aviserne, og mænd anmelder generelt mænd mere positivt, end de anmelder kvinder. Kvindelige kritikere anmelder til gengæld kvindelige forfattere dårligere, end mænd anmelder kvinder. Det er nogle af konklusionerne i en undersøgelse udført af ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet Ida Marie S. Lassen og professor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet Mads Rosendahl Thomsen.»

Kildematerialet er 24.000 danske avisanmeldelser udgivet i årene 2010 til 2021. Kort fortalt er to ud af tre avisanmeldelser skrevet af mænd og tre ud af fem af de anmeldte bøger er skrevet af mandlige forfattere. Desværre er selve undersøgelsen endnu ikke umiddelbart offentligt tilgængelig og børne- og ungdomslitteraturen er ikke opgjort særskilt. Selv har jeg dog haft lejlighed til at se resultaterne.

Den heftige debat

Denne undersøgelse har afstedkommet mange kommentarer, ikke mindst fra 172 kvindelige forfattere, der i et fælles læserbrev kræver, at litteraturredaktørerne på aviserne tager handling og revurderer deres prioriteter.

De revsede litteraturkritikere og ditto redaktører har tilsvarende forsvaret sig så godt de kunne. Den danske avis, Politiken, kunne således fortælle, at deres anmelderkorps – i lighed med flere andre avisers, stort set er fordelt 50/50 – og at undersøgelsen omfatter en periode, hvor der netop er sket et stort skred på kønssiden.

Berlingske Tidende praler med, at den har en overvægt af kvindelige anmeldere. Det er, fortæller redaktøren, Søren Jakobsen Dam, ikke et problem: «Men det er pudsigt, at jeg aldrig har hørt et kritisk kvæk om, at vi har næsten 64 procent kvindelige anmeldere. Når det er den anden vej, er det åbenbart legitimt. For mig betyder det ikke så meget.» Herudover nævner Søren Jakobsen Dam også, at han mener, at «kvindelige forfattere [er] overrepræsenteret i moderne romantisk litteratur, som nok er underholdende læsning, men ofte ikke er stor litteratur.» Det er nok ikke en populær holdning, da den forekommer sexistisk og udokumenteret. Under alle omstændigheder er det næppe nok at tælle kønsfordelingen i anmelderkorpset, da det må være mere afgørende for denne diskussion, hvor megen spalteplads til anmeldelser, der gives til hvert af kønnene.

Børne- og ungdomsbøger

Hvordan det står til på børne- og ungdomsfronten, er som sagt ikke opgjort selvstændigt. Mit eget indtryk er, at der er et overtal af kvindelige børne- og ungdomsbogsredaktører. Det samme indtryk gælder i forhold til forskere, der beskæftiger sig med børne- og ungdomslitteratur. Anmelderkorpset i Danmark for børne- og ungdomsbøger er ikke stort. Af de aviser, der udgiver børne- og ungdomsbogsanmeldelser, er kønsfordelingen på anmelderne – taget over en kam – efter min vurdering godt 50/50. Stort set alle de yngre anmeldere er kvinder. Jeg har i øvrigt også lavet statistik på mine egne anmeldelser de sidste 5 år i forhold til kønsfordelingen blandt de anmeldte forfattere. Her er tallet også omtrent 50/50.

Det er ikke umiddelbart kendt, hvor mange udgivne børnebøger, der er skrevet af henholdsvis mænd og kvinder. Men skal man tage efter, hvor mange, der læses, så tårner en kvinde som J.K. Rowling op blandt alle andre. Nogle hævder, at der ikke er så megen prestige i at udgive, skrive eller anmelde børne- og ungdomsbøger i forhold til voksenromaner, og at det kan være årsagen til, at det er derfor mænd ikke flokkes om genren.

Jeg vil påstå, at skrivning af børne- og ungdomsbøgerne har været domineret af kvinder i mange, mange år. Man ved også, at det er piger, der læser mest, og også dem, der bliver ved med at læse hele livet igennem. Derfor giver det mening. Drengene taber rent litterært omkring teenageårene, og de vender sjældent tilbage til bogsiderne. Det er så slemt, faktisk, at man i Danmark på et tidspunkt oprettede en drengelitteraturpris, som ganske vist ikke længere findes. Når drenge læser, er det ikke nødvendigvis humor, horror, action, splat og fantasy, der er det vigtigste. Men identifikation: Det, at kunne spejle sig i hovedpersonen. Det er bare ikke sådan i litteraturen, for de fleste af de bøger, jeg læser, hvor en dreng er hovedperson, er han oftest portrætteret som en lidt stille, tænksom dreng. Ikke en voldsomt aktiv dreng, der er svær at motivere til at læse. Medmindre der er tale om de mere hårdtslående action-serier som Rick Riordans Olympens helte eller Robert Muchamores Cherub-serie. Formentlig er identifikation lige så vigtig for pigerne, men ofte er børne- og ungdomsbøger rettet til dem også meget tunge på emner (anoreksi, klima etc.).

Der er forskellige spillere i børnelitteraturen: Forfattere, forlagsredaktører, avisredaktører samt anmeldere, og så bør man ikke glemme læserne. Spørgsmålet er, om man skal tilstræbe en ligestilling på alle parametre. Som forlag er man i det store hele nødt til at udgive bøger, der sælger. Hvis piger læser (og køber) mest, så må de rent kommercielt også fokusere på denne målgruppe, ligestilling eller ej. Og hvis halvdelen af alle anmeldelser skal være af mandlige forfattere, kan det være, at det i virkeligheden dermed skaber en overrepræsentation af mænd, der anmeldes, fordi der er færre mandlige end kvindelige forfattere. Dermed er risikoen, at man skaber en falsk fornemmelse af ligestilling. På samme måde med anmelderne – Barnebokkritikk har opnået 50/50 repræsentation i spalterne – men reelt er der flere kvindelige anmeldere, som potentielt kan bruges. Det betyder, at mændene tjener mere end kvinderne i snit, fordi de simpelthen er færre til at dele puljen. Er det retfærdigt? Alt i alt mener jeg ikke, at ligestillingsdebatten blot kan gøres til et spørgsmål om ligelig repræsentation. Der er mange andre parametre, man er nødt til at forholde sig til.