Tittel: Akvarium
Tekst: Gro Dahle
Illustratør: Svein Nyhus
Forlag: Cappelen Damm
Årstall: 2013

Mor er en fisk

Stærk og poetisk billedbog om omsorgssvigt for børn af Gro Dahle og Svein Nyhus.

Gro Dahle var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris for billedbogen Krigen, som blev illustreret af hendes og Svein Nyhus datter, Kaia Linnea Dahle Nyhus. Krigen er en effektfuld billedbog om skilsmisse, vel nærmest en slags opdragelsesbog til voksne, der skal skilles, om hvordan deres skænderier påvirker børnene.

Forfatterens seneste udgivelse, Akvarium, er i samme stilart og handler om omsorgssvigt, dog uden helt samme effektjageri som i Krigen. I Akvarium er illustratoren Gro Dahles mand, Svein Nyhus. Pigen i bogen hedder ”Moa”, og hendes mor er en fisk: ”Moren til Moa bor i akvariet i stua, for moren til Moa er en fisk. En stor, flott gulfisk er hun, finere enn alle andre fisker i hele verden.” Moa er stolt af sin fiskemor, og fortæller alle, der gider høre på det, hvor fin hun er. Men det er ikke alle, der tror på hende. Problemet kommer først, da Moas lærerinde vil besøge Moas mor. Det vil Moa alligevel ikke have, fordi moren måske skammer sig over at være en fisk. Det er når Moa kommer hjem fra skole, at bogen ændrer tonen og man oplever Moas ensomhed. Moa kan sidde og se på fisken og tale med fisken, men ved ikke, om moren hører eller ej, ”for glasset er tykt, og fisk har ikke ordentlige ører.” Guldfisken er helt ligeglad med Moa, men ind i mellem synes Moa, at fisken smiler til hende.

Akvarium_oppslag2

Læreren bliver ved med at spørge efter moren, og en dag synes Moa, at det ”kan være fint å ta med seg moren til skolen og vise henne fram til læreren og til de andre i klassen”. Guldfisken kommer i en plastbeholder og så går Moa forsigtigt hen til skolen. Men på vejen skvulper vandet op alligevel og fisken er lige ved at dø. Moa er helt fortvivlet og bruger de næste dage på at passe på sin mor og komme sig over chokket. En dag banker det på døren: det er Moas lærerinde, der kommer på besøg. Hun har vindruer og ris og mælk med, og hun laver oven i købet risengrød til Moa, der ikke koger over eller bliver brændt. Billedbogen slutter med et billede af lærerinden og Moa, der sidder ved et bord i køkkenet ud for et vindue, med teksten: ”Og det blir mørkt utenfor vinduet, og alle lysene i alle vinduene i alle blokkene kommer på, som om det er akvarier overalt”.

Kolde farver og stærkt sprog

Farverne i illustrationerne mangler varme. Uden for er sollyset nærmest jordfarvet, mens alting omkring moren er i en lidt sørgelig blågrøn farve, der afspejler den farve, som akvarielyset giver. Kun i skolen, omkring lærerinden er farverne lyse og glade. Men alles øjne er store og sorte. Der er ingen pupiller, og det minder om fiskens store runde sorte øjne. Det ser lidt skræmmende ud og understreger, at der er tale om et alvorligt emne. Svein Nyhus har lavet mange subtile detaljer i illustrationerne. Hjemme hos Moa er der rodet og lidt beskidt, i kontrast til skoleaulaen, hvor baggrunden består af linjekladdehæfter. I akvariet fylder Moas mor, fisken, næsten det hele, selv om man samtidigt fornemmer, at akvariet er meget større i virkeligheden.

Det er ligeledes en gennemtænkt tekst Gro Dahle har skrevet. Hun skriver virkelig smukt og præcist. Når mor-fisken svømmer forbi Moa uden at bemærke hende, lyder det: ”Da kjenner Moa det som om luften suges ut av hende, som om hun synker, som om det ikke er noen vits med noen ting”. Enhver, der er blevet svigtet vil kunne genkende følelsen helt umiddelbart. Derfor virker bogen også vældig stærkt.

Omsorgssvigt

Det er klart, at pigen må hedde noget så usædvanligt som Moa, der lyder som ”mor”. Hun er jo rent faktisk mor for sin mor. Som barnelæser vil man måske kunne læse bogen som en absurd hverdagsfabel, men i det øjeblik, man begynder at tale om historien, vil barnet straks skulle forholde sig til det helt oplagte, centrale spørgsmål: Hvad nu hvis min mor ikke var der for mig?

Et svært spørgsmål, hvis man er seks-syv år gammel, der kan være noget angstfremkaldende. Men omvendt må man sige, at det er et af litteraturens små mirakler, at man via læsningen kan få en fornemmelse af, hvordan det ville være at være i en helt anden situation. En god bog kan give storslåede, men også grumme oplevelser. I modsætning til Krigen, der i den grad var møntet på voksne læsere, kan Akvarium umiddelbart læses også af børn. Måske er det derfor, at slutningen på historien trods alt er så lys, selv om man som voksen nok kan være bekymret for, hvad der sker med Moa, når nu lærerinden går hjem igen.

Som en ikke norsk anmelder kan jeg ikke helt lade være med at nævne, at jeg finder Gro Dahle og Svein Nyhus bog meget norsk. Ganske vist skrives der også om omsorgssvigt i andre lande, men sjældent for så små børn som her. Kombinationen af Dahle og Nyhus er så tungsindig i sit udtryk i såvel tekst som billede. Det er poetisk, ja. Stærkt, javist. I Danmark ville man typisk anvende humor til at servere en sådan historie, og jeg mindes ikke at have set tilsvarende billedbøger fra Sverige, her er det typisk fablerne og fantasien, svenskerne ville ty til for at fortælle en tilsvarende historie. Akvarium er umiskendeligt en norsk alvorstung fortælling, mesterligt skrevet og illustreret. Det er stor kunst, præcis og nøgtern som få.

Akvarium_oppslag1



Skrevet av:

Ingen kommentarer.

Legg igjen en kommentar

Legg inn din meaning her. Vær hyggelig. Din e-post vil holdt anonym.