Nominert til nordisk pris: Halli! Hallo! Så er der nye firkantede fortællinger
Boktittel: Halli! Hallo! Så er der nye firkantede historier
Forfatter: Louis Jensen
Illustratør: Lilian Brøgger
Forlag: Gyldendal Dansk Forlag
Årstall: 2012
I Louis Jensens Halli! Hallo! Så er der nye firkantede historier er der historier, men også digte, der undersøger, hvad sprog og skrift er. Gennem temaer, form og stil er bogen en særlig blanding af en mundtlig fortælletradition og en skriftbevidst digtekunst.
Bogen er del af et stort projekt, der har været i gang siden 1992. Hundrede historier (1992), Hundrede nye historier (1995), Hundrede splinternye historier (2000), Hundrede firkantede historier (2002), Hundrede meget firkantede historier (2005), Hundrede helt & aldeles firkantede historier (2007), Hallo! Flere hundrede historier! (2009), Halli! Hallo! Så er der nye firkantede historier (2012) og Hurra & velkommen! Nye firkanter (2014). Alle bøgerne er kongenialt illustreret af Lilian Brøgger. Projektet er 1001 historier og hver bog indeholder 100 historier, planen er ti bøger med hundrede historier i hver og så til slut én bog med én historie. Der er indtil videre udkommet ni bøger i serien og det er den ottende, der er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Som del af sådan et stort projekt og fordi der er tematikker og stilistiske greb der går igen, er det svært at adskille Halli! Hallo! Så er der nye firkantede historier fra resten af serien.
Firkantede fortællinger
Det første der springer i øjnene ved læsning eller bare bladring i bøgene er den firkantede form, som også nævnes i titlen. Alle teksterne er ens i det grafiske udtryk, de er rektangulære, tilnærmelsesvis kvadratiske bestående af mellem seks og atten linjer. Og man skal ikke læse mange tekster før det næste kendetegn viser sig: Alle teksterne begynder med et ordenstal: ”En syv hundrede og første gang bad min kæreste om et bevis på min kærlighed.” eller ”En syv hundrede og treogtredvtegang var hele verden ét stort træ.” “En syv hundrede og treogfirsindstyvende gang var der en syngende næse, der boede i en glaskiste.”
Begyndelsen sender tanker til folkeeventyrets ”Der var en gang”. Og hele projektet refererer til 1001 nats eventyr, der handler om mundtlig fortælling. Denne reference og direkte henvendelse til læseren og lytteren markerer en fortællesituation. Historien er jo dog på skrift, så det er en indbygget mundtlighed i teksten. Undertitlen lyder ”Så er der nye firkantede historier”, men trods det og den eventyragtige ”der var en gang”-indledning på alle teksterne er det ikke alle der er historier i klassisk aristotelisk forstand med en begyndelse, en midte og en slutning. Tværtimod. Historierne er så korte, og de bygger på, men bryder også ofte med skabelonen og balancerer på grænsen til både poesi og kortprosa. ”Gik jeg så ned over næsen? Ja, men jeg vidste ikke, at det var næsen. Gik jeg så ind i munden? Ja. Og hva’ så? Hvad skete der så?”, er for eksempel afslutningen på en historie.
Næser og ord
I Louis Jensens hundredevis af historier er der smukke digte om natur, græsstrå, træer, de fire elementer, men også plastik og husbyggeri. Gud med stort G står side om side med Batman, Skipper Skræk og Shrek. På postmoderne vis blandes højt og lavt og årstiderne, elementerne, sol, måne og stjerner blandes med groteske billeder af næser, fingre og kroppe. Der er eventyr, slotte, drager og prinsesser og dyr, især hunde og katte. I Halli! Hallo! er der blod og tårer og skrift der vælder ud af kroppe, der er som papir. Mange af teksterne omhandler helt konkret bogstaver, ord og sprog og tematiserer deres egen eksistens af sproglighed og poesi. Det handler om skriveprocesser, penne, blæk og blyanter, bogstaver, ord og historier der kommer frem de mest mærkværdige steder. Forfatterens rolle som fortæller og herre over sproget tematiseres som i den 715. historie, hvor en grådig dreng spiser sin skolebog og hele verden omkring ham undtaget forfatteren, der så skriver at han skal kaste det hele op igen og nu sidder de igen i klasseværelset.
I den 739. historie stiger tre ord op af en bølge: Tavs, Mæt, og Sorg og et jeg synger duet med ordet Tavs, sulter med ordet Mæt og morer sig med ordet Sorg. Louis Jensen undersøger her, hvad ord betyder ved at lege med antonymerne. Teksterne viser både i form og indhold Louis Jensens glæde ved sproget og glæde ved leg med sproget, ord og bogstaver. Nogle historier gør opmærksom på alfabetet som fysiske, lydlige og betydningsmæssige enheder og brugen af alfabetet til at bygge ord op. Jensen gør opmærksom på at tal og bogstaver også har en fysik og en form, som vi ofte overser når vi læser og sætter bogstaver sammen til ord, der skal give en betydning. Teksterne fremviser dermed konstruktionen af sproget og sammen med den konkrete firkantede form af historierne kan visse af teksterne også sammenlignes med konkret poesi gennem en interesse for sproget som ting. En tekst er en konstruktion af ord, men hos Louis Jensen på en sådan måde, at den hele tiden demonstrerer sin egen karakter af kunstig frembringelse. Besjælingen af bogstaverne og det, at de til en vis grænse har en egenvilje, har en metasproglig funktion.
Halli! Hallo! Så er der nye firkantede leger med og tematiserer sproget både i form og indhold. Louis Jensens bog er en sammenblanding af det mundtlige og det skriftlige, af fortælling og tekst. Det er metatekstualitet på en meget poetisk måde og det er værd at gå på opdagelse i hele serien af bøger.