Nominert til nordisk pris: Med lukkede øjne og syltetøjsånde

Joel og Io er en kapitelbog (5 kapitler). Som undertitlen siger, er det «en kjærlighetshistorie». Jeg kan ikke huske at have hørt ordet kærlighedshistorie før om bøger til de mindste skolebørn. Og slet ikke i en bog, der ikke har en specifik kønnet henvendelse. Hvad rigtig mange danske børnebøger på det alderstrin ellers har. Ved at bruge ordet kærlighedshistorie i stedet for venskab, peger Gulliksen meget fint på, at kærlighed ikke er en følelse forbeholdt voksne. Der er også kærlighed mellem børn, og forelskelsen kan være lige så omvæltende for et barn som for en voksen.

Hovedpersonen i Geir Gulliksens tekst er et skolebarn, der hedder Joel. Han er lille af sin alder, «bare førsteklassingene var mindre» end ham, lyder det med barnets karakteristiske måde at klassificere sine omgivelser på. På en af illustrationerne, står der 5 B på en dør, måske går Io derinde, og Joel derfor i 4. Fortællingen springer lige ind i sagens kerne: «En tirsdag ble Joel forelsket.» Genstanden for hans forelskelse er Io, pigen med det mørke pandehår, de mørke øjne, den grønne jakke og de gule støvler. Joel forelsker sig ved første blik. Og måske er det Ios blik, den måde hun ser ham på, som gør, at den generte dreng føler sig set og tør blive i en kontakt.

«– Hei, sa hun.
– Hei, sa Joel.»

Det gule lys

Som Joel senere fortæller Io, har han ingen venner. Men han vil Io. Så meget, at han tør insistere, da hun udfordrende spørger ham «Er du så liten at du leker med jenter?» «– Ja, sa han. – Og jeg er stor nok til å leke med deg.» Io er en lysende måne i Joels bevidsthed. Inde i hendes mørke øjne er der et lys, hendes ansigt lyser som en lygte i den mørke gang, hendes gule støvler skiller sig ud, hendes navn er lyden af lys. Io er et navn fra den græske mytologi (og navnet på Jupiters måne), og måske kommer Io et andet sted fra. Det foldes bare ikke ud, kun at hun er mørk, hvor Joel er lys. Io har været der hele tiden, men Joel har ikke set hende før. Nu ser han hende alle vegne, sådan som det er, når man får et blik for en anden.

De to børn leger. Det er Io, der er den største, det er hende, der bestemmer, men hun er en god legeleder, der inkluderer den anden. Det er hende, der har fantasien om den slimede drage i den mørke gang, og når han, Joel, den gammelkloge, retter hende og siger, at hun må mene ildsprudlende, tager hun hans verden med ind og siger, at den både kan være slimet og ildsprudlende. Joel retter Io to gange, mere skal der ikke til, så har Gulliksen etableret den ensomme, kloge dreng, ligesom han viser os den store piges usikkerhed, ved gentagne gange at lade Io sige, at hun er for stor, at hun ikke leger mere. At de bryder reglerne om hvem, der leger med hvem, det er begge børn bevidste om – og så fortsætter de legen.

Børnenes leg er fuld af omveje, der legaliserer den fysiske kontakt. Io er den største, den ældste, hun kan løbe fra Joel, men måske kan hun alligevel ikke, i alle fald bliver hun fanget og holdt fast. Det er en stor del af legen, præcis sådan som jeg husker det, at få lov at blive holdt fast eller at holde andre fast. At nå frem til den kropskontakt. At mærke hinandens ånde i ansigtet. At den er sød og lugter af syltetøj.

En åben tekst

Geir Gulliksen er autentisk i sin skildring af de to børns opbygning af en leg, og han afholder sig fra forklaringer. Derfor er der også ting, der som forbliver åbne og lidt gådefulde. Voksenverden repræsenteres af Joels mor og Ios far, og der er en eller anden kejtet uro, når de to mødes. Hvad der egentlig sker, er ikke helt klart, og voksenlæseren standser op og vil prøve at læse mere ind i teksten. Men der står ikke mere. Fordi det teksten giver, er Joels/barnets registreringer af at de voksne ændrer adfærd, når de, måske lidt ubekvemt for dem, mødes og iagttager det umage venskab. At de ikke ved, hvilket ben, de skal stå på, de tyggegummityggende voksne. Og at det både er dejligt men samtidig intimiderende, når ens mor bliver varm i stemmen, bare fordi man har en hemmelighed.

Fortællingen er set fra Joels øjne. Det er hans sensitive verden, som Gulliksen sætter sprog på. Som her, hvor de andre elever kommer løbende «Noen kom veldig fort og andre kom ganske sakte, som bobler i et glass med brus». Bogen følger de to børns møder og leg i skolegården gennem 2 dage. På den tredje dag fortæller Io at hun skal flytte. At legen er slut.

Selv om «Joel og Io» er en lille historie om et ganske kort forhold, tegnes der også en udvikling op. Joel er ikke den samme om fredagen, da bogen slutter, som han var om tirsdagen. Om tirsdagen siger han for første gang noget så højt, at andre kan høre det. Om fredagen hilser han på Ios slæng, tre piger, og han ser, at de ikke bare er «store piger», men tre individuelle væsener med hver deres svagheder, den ene er ked af det, den anden irriteret, den tredje har spildt jordbærsyltetøj på sin trøje. Så udover at være en kærlighedshistorie er historien om Joel og Io også en urfortælling om at træde i karakter og at finde sit eget værd.

En streg i børnehøjde

Gulliksen er poetisk og også lidt svævende. Derfor er det godt set at vælge en illustrator, som henter det konkrete ind. Det er Anna Fiske, der i en lidt grov og barnlig, nærværende streg giver figurerne krop. De fleste illustrationer er placeret klassisk, enten som hele eller halve sider eller som vignetter, og her kunne man godt have ønsket lidt mere integration af tekst og billede. Den integration får man til i tre fulde opslag, hvor teksten fortælles, som var den en grafic novel. De tekststeder, der er omsat til tegneserie er steder, hvor der er aktion, hvor legen tager over, og barnelæseren kan have brug for konkrete billeder for at forstå, hvad der egentlig foregår (legen i gangen, legen i skolegården). Der er ikke noget brud mellem den fortløbende tekst og de afsnit, der fortælles i tegneserieformatet. Det kan jeg godt lide.

I det første tegnede indslag ser vi de to børn, der leger på den lange skolegang. Legen går ud på at gå med lukkede øjne. Når man lukker øjnene, har man ikke noget ansvar for, at man kommer til at komme helt tæt på. Man kan jo ikke se noget. Man kan komme så tæt på, at man, som Joel siger til Io, kan «høre at du står og ser på meg». Også da de leger på anden dagen, i udkanten af skolegården og skiftevis sidder overskrævs på hinanden, handler det om at lukke øjnene. «Han ville at hun skulle be ham om å lukke øynene, Men hun satt bare og så på ham. Da lukket han øynene likevel.»

Joel og Io er en dreng og en pige, det ved vi fra begyndelsen. Men ellers er der ikke noget kønnet over dem. Joel er en blød dreng, og Io er en stærk pige. Som navnene – ordet Joel er langsommere, blødere, mens Io siges hurtigt, beslutsomt. (Irriterende synes jeg dog det er, at man har valgt en typografi, hvor man reelt ikke kan se, om der står lo eller Io). Tegningerne lægger heller ikke noget til det kønnede. Det er to børn vi ser, en pige og en dreng, underlagt de gængske forestillinger om køn, men samtidig stilfærdigt udfordrende dem, uden det bliver politisk dogmatisk.

Plads til barnelæseren

Farveholdningen er nedtonet, med dominans af brunt og gråt, knækket blåt og grønt. Den eneste anden farve, og som specifikt knytter sig til Io er indslag af gult. De gule støvler, den gule medaljon hun har om halsen, og så det gule klatrestativ, hvor de finder et helle. Her er intet lyserødt eller lilla at se, som ellers ville være ret dominerende, hvis man se ind på en dansk folkeskolegang. I det hele taget er det meget befriende at den kønnede diskurs, som præger mange pigebøger om den første forelskelse og hvordan det føles, er helt væk, både i tekst og i streg.

Fiskes tegninger tager umiddelbar kontakt til barnelæseren. Der er ikke noget nuttet eller sødt over dem og jeg synes at de giver et godt match til Gulliksens tekst, som, i afsnit, hvor Joels sansninger skildres, er vældig poetisk og billeddannende. Når det handler om kærlighed, og man skal kunne læse det, uden at føle sig intimideret som barn, er det nødvendigt med sjove og levende tegninger, der skaber en lille distance. Det er godt set.