Norsk splatter

Sigbjørn Mostue
I morgen er alt mørkt: Brages historie
Cappelen Damm 2014
240 sider

Sigbjørn Mostue
I morgen er alt mørkt: Marlens historie
Cappelen Damm 2015
288 sider

Sigbjørn Mostue
I morgen er alt mørkt: Når historien slutter
Cappelen Damm 2016
288 sider

Blandt norske børne- og ungdomsforfattere mærker man en stor social indignation og en tilsvarende miljømæssig bekymring. Sigbjørn Mostue er ingen undtagelse. Allerede hans første bøger, Gravbøygen våkner (2005), Nissedreperen (2006) og Krakens gap (2007) var på overfladen bøger om natur og naturens overnaturlige væsner, men handlede i virkeligheden om naturens kamp mod mennesket. Hans bøger om «Den sidste magiker» (Den siste magiker (2010), Belz og Ebub (2011), Nimrod (2012)) har jeg ikke selv læst, men handler ifølge Mostue selv om hvordan magten påvirker Simen, hovedpersonen, og spørgsmålet om, hvad der er vigtigst i livet.

I morgen er alt mørkt er en trilogi, der handler om civilisationens undergang. Den store trussel i bogen er en parasit kaldet MTG, der æder folks hjerner og får dem til at gå løs på alle andre. Første nyt om sygdommen kommer fra Japan, men sygdommen breder sig hurtigt og rammer til sidst også Norge. Mostue ser det selv som en realistisk kommentar til sider af dagens samfund, og det er her den sociale indignation mærkes. Også miljøkatastrofer dukker op undervejs i trilogien (oliefelter, der forurener og atomkraft anlæg, der smelter).

Forskellige fortællere i trilogien

Fortælleren og hovedpersonen i den første bog i trilogien er Brage, som er en helt almindelig dreng, der er forelsket i nabopigen Frida. Hans liv ændres for altid, da smitten når frem til Oslo. Det er ikke længere sikkert at bevæge sig udenfor, og man ved ikke, hvem der er smittet, og hvem der ikke er. Brage undervises af sin far i den korrekte brug af gevær og riffel, og ender også med at måtte skyde flere mennesker, inklusive sin far, da de viser sig at være smittet og forsøger at dræbe ham.

Sammen med en mindre flok tager Brage af sted, væk fra Oslo, for at finde et mere sikkert sted i skoven at opholde sig. Med sig har han Oliver og hans far, Bendik, der er lidt af en supermand, pigen Sunniva, Brages udkårne, Frida, og hendes mor Ole-Jakob og hans usympatiske søn, Ed. Desværre bliver Bendik såret ret hurtigt, da de er i en nærliggende by for at skaffe sig ammunition og forsyninger og bliver angrebet af de forrykte syge. Der er mange konflikter i den lille gruppe, blandt andet viser Ed sig at være en kæmpe skiderik, som ikke viger for at bruge de laveste og ondeste tricks for at nedgøre Brage.

I andet bind er det Marlen, der fortæller historien fra det punkt, hvor første bind slutter. Marlen er i starten den generte og mærkelige pige, som ingen i skolen vil være sammen med. Hun begyndte i samme klasse som Brage samme efterår som parasitten MTG begyndte at præge nyhederne. Marlen er sikker på, at parasitten er naturens hævn over menneskene. Hun bliver derfor nødt til at finde frem til en ny, modigere og stærkere udgave af sig selv hvis hun skal gøre sig håb om at overleve.

I tredje bind, Når historien slutter skifter fortællervinklen mellem de overlevende fra den lille flok, som oprindeligt startede ud fra Oslo. Efterhånden som smitten breder sig bliver situationen værre. Der er ikke mange fra den oprindelige flok, der klarer sig. Midt i romanen finder gruppen et lille fristed hos en landmand lidt uden for Oslo, hvor man så at sige lever det, som jeg antager er forfatterens opfattelse af det ægte liv, tæt på naturen, hinanden og dyrene.

Trend med dystopier

Der findes efterhånden en del historier med pandemier – altså sygdomme, der spreder sig meget hurtigt på tværs af lande – og hvor de smittede bliver aggressive og nærmest immune over for smerte. Mest kendt er James Dashners The Maze Runner, men hylderne bugner af den type bøger. Reelt set ville en pandemi formentlig først og fremmest gøre folk vildt passive og feberhede, men det er der selvfølgelig ikke meget action i.

Man finder ikke mange lyspunkter i trilogien. Selv om overdrivelse ganske vist er kendt for at fremme forståelsen, er der ikke mange eksempler på, at alles kamp mod alle på noget tidspunkt har gavnet mennesket. Hele udgangspunktet for Mostues historie er, at i det øjeblik der er knaphed på maden, bliver mennesket mistænksomt, morderisk og vil kæmpe for sin overlevelse på bekostning af hinanden. Den stærkeste (eller bedst bevæbnede) vil bestemme. Romanerne er fyldt med samtlige af de splattereffekter, som forfatteren formentlig har stiftet bekendtskab med i amerikanske serier, som for eksempel zombie-serien The Walking Dead. Netop de amerikanske serier er fyldt med paranoide typer, hvor alle hytter deres eget skind. Der er også klart noget filmisk over romanerne og sprogligt er romanerne skrevet med en let pen, med fokus på handlingen, og uden al for mange tillægsord:

«Pappa hadde lagt hånda bak på ryggen. To av fingrene hadde sneket seg under skjorta, klar til å vippe den opp og gripe rundt pistolskjeftet. Jeg tok et forsiktig skritt til siden, mot låveveggen. Knærne holdt på å svikte under meg, men jeg holdt meg på beina av rein vilje.»

Tanken om, at det er den stærkestes ret, kommer til at dominere i romanerne i en grad, så det bliver volden, der fylder mest. Mord, voldtægter, trusler, magtanvendelse bliver på en eller anden måde så dagligdags, at man som læser bliver immun og ligeglad. Det rent menneskelige ender med at fylde meget lidt, fordi tempoet og fokus på forfaldet af alt det menneskelige sker på bekostning af karakterernes troværdighed.

Jo, de gode i bøgerne er fantastisk gode, selv om de bliver nødt til at udføre forfærdelige handlinger for at overleve, de onde er virkelig onde og det er de, fordi de kun har sig selv og deres egen overlevelse i tankerne. Jeg synes ikke, at man reelt kommer under huden på nogen, dels fordi alt skal foregå i tredobbelt tempo, dels fordi personerne kun er brugt som en slags marionetter for at beskrive hvor let den humanistiske fernis efter forfatterens opfattelse kan blive skrællet af. Personerne bliver dermed så sort-hvide, at det bliver lidt lige meget, hvem der ender med at overleve og hvem der ikke gør. På den anden side er romanerne virkelig gennemførte, og jeg er sikker på, at de læsere, der har hang til nyere dystopisk litteratur og handlingsmættede historier, vil nyde bøgerne. Men litterært og filosofisk set har jeg vanskeligt ved at se lyset i Moestues bøger om MTG virussen og jordens snarlige undergang.