Økonomisk litteraturdebat i Danmark

Et almindeligt samtaleemne blandt danske illustratorer og børnebogsforfattere er økonomi. Mange af de udøvende kunstnere lever stort set udelukkende af håndører. En årlig indtægt på under 150.000 danske kr. efter skat (nok svarende til ca. 235.000 norske kroner) er overhovedet ikke usædvanligt. Det er derfor blevet meget svært at klare sig, hvis man for eksempel ikke får tildelt et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

Situationen forværret

Situationen er forværret væsentligt gennem de sidste mange år, og for nyligt er børnebogsforfattere og illustratorer gået til aviserne og de sociale medier med deres kritik. Debatten i avisspalterne i Politiken samt på Facebook og Instagram har været præget af, at folk, ikke mindst billedbogskunstnere, er voldsomt pressede. Den kulminerede i sidste uge med, at det lille, men ambitiøse forlag, Jensen & Dalgaard, meddelte, at det stiller udgivelsen af danske billedbøger i bero grundet den verserende debat om danske illustratorers vilkår. Forlaget har været en vigtig fødselshjælper på en lang række prisvindende billedbøger, så det er en ikke ubetydelig spiller, der reagerer på den giftige tone i debatten. Forlaget skriver i sin pressemeddelelse, at «når vi arbejder med danske billedbøger, tager vi stort set altid penge med på arbejde. Det har vi gjort med åbne øjne, fordi skabelsen af original børnelitteratur er det vigtigste, et forlag kan beskæftige sig med. Skønt vi er et lille, uafhængigt forlag, har vi altid bestræbt os på at honorere vores samarbejdspartnere så godt som overhovedet muligt, så vi altid har været sikre på, at forfattere og illustratorer har fået størst mulig betaling for udført arbejde, uanset at vi selv står tilbage med røde tal på bundlinjen; og vi har altid været tydelige i vores aftaler og forventningsafstemning.»

Reaktionen fra forlaget er måske forståelig, idet de to mest højlydte debattører, Rebecca Bach-Lauritsen og Signe Parkins, begge er udkommet på Jensen & Dalgaard (med prisvindende og prisnominerede bøger): «Tilsammen tegner de et billede af en usund kultur. Selv i en bogbranche ramt af faldende salg og hård konkurrence er forlagenes udgifter til fastansatte fulgt med inflationen, mens illustratorerne får mindre og mindre,» skriver Politiken. Det er ikke overraskende, at et lille forlag som Jensen & Dalgaard, der udgiver bøger på trods af, at deres kalkuler på billedbøger lyser så rødt, at de kunne bruges i et dansk lyskryds, føler sig truffet og uretfærdigt behandlet.

Debatten

Debatten er fortsat hed, ikke mindst efter at jeg 1. maj 2024 skrev en kronik i Kristeligt Dagblad om emnet, hvor jeg fremhæver de strukturelle problemer i branchen, og som denne kommentar i øvrigt er bygget over. Reelt driver den enkelte illustrator hver sin selvstændige virksomhed. De sælger deres illustrationer for et relativt lille honorar, som langt fra er det samme som en løn. Det kan være vanskeligt at acceptere, at det at man er en dygtig, prisbelønnet kunstner, i sig selv ikke giver ret til, at man kan leve af sin kunst. Som hovedregel betaler forlagene i øvrigt honorarer, der er aftalt ud fra Dansk Forfatterforenings standardkontrakter, der ganske vist kun indeholder et er relativt lille forskudshonorar. Men hvis bogen rent faktisk sælger, så får alle noget ud af det. Også billedkunstneren.

Problemet er bare, at mange billedbøger ikke sælger. Det gør det vanskeligt for alle i branchen at leve af at lave billedbøger. Og svært for billedbogsillustratorerne at få en rimelig betaling for deres arbejde. I debatten efterlyser de derfor også en større transparens i forlagenes bogkalkuler, så de bedre kan forstå økonomien i udgivelserne.

Strukturelle problemer

Årsagen til problemerne skyldes i høj grad strukturelle ændringer i måden, hvorpå bøger købes og distribueres på. Det overser mange af debattørerne og journalister, som karikeret sagt pludselig skyder boghandlerne i skoene, at de ikke har bestemte billed- eller børnebøger på hylderne. Så klager boghandlerne gerne over en kam over de små rabatstørrelser forlagene giver boghandlerne, og pludselig bliver de store skurke i dagbladene og debatten andetsteds de tilsyneladende grådige forlag, der for at finansiere deres luksuriøse tilværelser ser deres snit til at franarre de stakkels kunstnere størstedelen af indtægterne og spiser dem af med en latterlig timeløn på 10 kroner for deres kunst.

Men lad os se på forlagenes regnskaber: Hvis de ikke har røde tal på bundlinjen, er resultatet så tilpas ringe for langt de fleste forlag, at det ville være mere fordelagtigt for ejerne at investere penge i aktier i stedet for at udgive bøger. Det gælder også det danske Gyldendal, som i Politiken bliver udpeget som en af de grådige syndere.

Antallet af biblioteker

Samtidig er antallet af boghandlere i Danmark løbet af de sidste 50 år faldet fra 590 til i dag 305. En stor del af konkurrencen kommer i dag fra internetsalg. Det giver sig selv, at boghandlerne er piskenødt til at udstille de bøger, der kan sælges. Deres regnskaber er heller ikke prangende. Der er simpelthen ikke plads til kunstneriske billedbøger til 299,99 kr. De må fokusere på de mere tv-baserede, kommercielle billedbøger eller klassikere, som for eksempel bedsteforældre kender og derfor køber til deres børnebørn.

Samme decimering er sket med folkebiblioteker. I 1980’erne var der lidt over 1.000 biblioteksfilialer; i 2018 omfattede folkebibliotekerne 522 biblioteksbetjeningssteder (tal fra www.lex.dk), altså stort set en halvering. Situationen for skolebiblioteker er endnu værre (og hvor det ville kræve en hel artikel for sig at forklare nærmere).

For 20 år siden kunne det enkelte folkebibliotek beslutte, hvad det selv ville købe ind af bøger, og så blev disse bestilt gennem den lokale boghandler, der dermed også havde en rimelig forventning om en indtægt derfra. Nu bliver indkøbene besluttet i store bibliotekscentraler, som køber direkte ind hos distributøren. Altså nul avance til boghandlere. Blandt andet takket være de færre biblioteker og væsentlig bedre internetbetjeningsmuligheder, køber man nu ikke længere 1000 til 2000 eksemplarer af en billedbog eller børnebog. Nu nøjes man med 300 eksemplarer, måske 500 hvis det går godt, som så kan distribueres til de enkelte biblioteker efter behov, blandt andet også drevet af ønsket om også at fordele indkøbspenge til digitale produkter (film, musik, digitale opslagsværker m.m.). De sidste 10 år er faldet i antallet af fysiske bøger på bibliotekerne på hele 23 % jf. Bogpanelets årsrapport 2021!

Før i tiden

De faste priser, som bogbranchen havde før i tiden, sikrede en rimelig forudsigelig indtægt for forlagene. De kunne udgive en billedbog og vide, at oplaget, hvis billedbogen ellers fik rimelige lektørudtalelser, kunne sælge godt og vel 1500 eksemplarer. Det gav en nogenlunde håndterbar, men langt fra ekstravagant, indtægt til illustratorer og forfattere fordelt på forskud, royalties og bibliotekspenge. Hvis man insisterer på at udgive en bog med så lavt et oplag, kan man stort set kun udgive bogen med et håb om, at omkostningerne lige præcist bliver dækket ind. Realiteten er, at alle led i bogkæden rammes, det vil sige biblioteker, boghandlere, forlag, trykkerier, oversættere, illustratorer og forfattere.

Den danske Kulturminister har netop nedsat en arbejdsgruppe, der blandt andet skal se på mulighederne for at øge eksportmulighederne for børne- og ungdomslitteraturen. Selv om indsatsen er sympatisk, er jeg en smule pessimistisk i forhold til gruppens muligheder for med det perspektiv at finde nye områder, hvor illustratorernes og forfatternes løn- og arbejdsvilkår kan forbedres væsentligt. Det er jo i øvrigt en ret så kreativ branche, og illustratorer og forfattere rejser allerede for eksempel land og rige rundt og holder workshops, foredrag, kurser og alt mulig andet for at kunne betale næste måneds husleje.

Brancheløsninger efterlyses

Vi kommer ikke uden om, at det for at hjælpe litteraturen er nødvendigt at finde løsninger, der hæver oplagene for de trykte bøger og sikrer deres udbredelse. Personligt tror jeg ikke, at det at fjerne momsen på bøger i væsentlig grad vil ændre på oplagstallet. Det kan ikke uden videre forventes, at folk da ville købe væsentligt flere bøger, end de plejer. Ser man på udviklingen over de seneste 20 år, er antallet af folk, der køber bøger på årlig basis nogenlunde stabilt, jf. Bogpanelets årsrapport 2021. Det eneste, der for alvor vil ændre tingene til det bedre, er, hvis det offentlige beslutter sig for at købe flere bøger, gerne på en mere distribueret måde, og desuden at man sikrer, at formidlingen af bøger til børn og unge øges. Det kræver større bevillinger til skole- og folkebiblioteker. En stærkt udvidet og langt mere generøs adgang til arbejdslegater ville også være hensigtsmæssigt. At vedligeholde dansk skriftkultur kræver ærlig talt en betydelig direkte og indirekte statsstøtte.

I stedet for at kaste smuds på forlag og boghandlere, bør alle aktører i stedet slå sig sammen for derved at forbedre branchens generelle vilkår. At suboptimere de enkelte faggruppers indtjening giver simpelthen ikke mening og forringer evnen til at finde varige løsninger. I allersidste ende er det, der i virkeligheden er på spil, at vi sikrer, at der fortsat udgives enestående og vigtig litteratur til børn. Den samfundsmæssige betydning af dette overses ofte og alt for let.

Kommentaren er en udbygget version af en kronik, som Damian Arguimbau fik trykt i Kristeligt Dagblad den 1. maj 2024.

Bannerbilde: Akshaya govindasamy, 2021. Kilde: Wikimedia Commons