Unge som forsøgsrotter

Rotterne handler om en gruppe unge islændinge, der under et sommerjob bliver bortført af nogle videnskabsmænd under påskud af, at de er smittet med en grim sygdom. Videnskabsmændene vil bruge de unge til en række medicinske og sociale eksperimenter, inden de dræber dem. Det går først sent op for de unge, at de i virkeligheden er forsøgsrotter i et grusomt eksperiment. Det er rammefortællingen i Ragnheiður Eyjólfsdóttirs bog, som i år er indstillet til Nordisk Råds litteraturpris.

Ragnheiður Eyjólfsdóttir er 35 år gammel og uddannet arkitekt. Hun modtog Den Islandske Børnebogspris for sin første bog Arftakinn: Skuggasaga (Arvingen: En skyggehistorie) i 2015. Bind to, Underverdenen udkom i 2016 og modtog Reykjavik City Children’s Book Award. Rotterne udkom sidste år og blev straks nomineret til forskellige islandske litteraturpriser.

Islandsk Maze Runner

Hvis jeg ikke havde læst bøger som James Dashners Maze Runner, så kunne det være, at jeg havde kunnet mobilisere lidt større sympati for Eyjólfsdóttirs bog. I James Dashners Maze Runner bøger møder vi nemlig også en gruppe unge, der uden at vide det, bliver brugt som forsøgskaniner i et videnskabeligt eksperiment. Forskerne i organisationen WICKED vil finde kuren til en meget smitsom sygdom, der forvandler mennesker til en slags frådende zombier. I Rotterne er det immunitet i forhold til en mutation af den spanske syge, som videnskabsfolkene er i gang med at forske i. Meget passende er forbogstaverne for virksomheden, som de islandske videnskabsfolk arbejder for, MAGT. I forfatterens efterord kan man desuden læse lidt faktuelt om den spanske syge og om de islandske forfædre, som overlevede den sorte død på Island. De børn, der mod deres vilje bortføres, er efterkommere af disse islandske overlevere.

Dashners historie er en trilogi, som kendetegnes af et vanvittigt højt tempo. Det er klart spændingen, der skal holde læseren fanget. Allerede fra første side er adrenalinen på sit højeste. Rotterne har et mere acceptabelt tempo. Hovedpersonen er pigen Hildisif, som netop er flyttet tilbage til Island efter at have boet nogle år i Sverige og Finland. Årsagen er, at hendes mor har fået arbejde i Arv, der et af de fire firmaer, som MAGT består af. Hun har, ligesom de øvrige unge, som MAGT har udvalgt, fået tilbudt et yderst velbetalt sommerjob, hvor de skal være på arbejde fjorten dage i træk for så at være hjemme i en uge. Opgaven er vedligeholdelsen af nogle af områderne ved forskellige kraftværker, der ligger temmelig øde rundt om i landet. På den første dag udvælges en lille gruppe unge, som skal af sted for at renovere en gammel hytte et sted, hvor der ingen mobildækning er.

Insektbid

Her bliver Hildisif tilsyneladende bidt af et insekt, der bærer på en meget smitsom sygdom. Af samme grund bliver de ni unge bedt om at tage med til et hospital sammen med hyttevagten Unnar, så de kan være under observation. De unge bliver helt afskåret fra omverdenen, og der udspiller sig en række spil imellem dem, kickstartet af rygter om, at de måske kan smitte hinanden ved for tæt kontakt.

Det sociale eksperiment bliver mere virkelighedstro, da en af de unge, Flexi, på et tidspunkt får at vide af forskeren Dóra, at de unge blot er rotter i et medicinsk og socialt eksperiment: «Bryghuset er ikke noget hospital, men et forskningscenter. Vi, der arbejder her, interesserer os ikke for helbredelse, men for udvikling,» fortæller hun. «Grunden til, at jeg ville fortælle dig det her, er, at jeg vil se, hvilken indflydelse det har på dig, når alt håb bliver taget fra dig.»

Redningen for de unge er, at den klamme sikkerhedschef, Freysi, har travlt med at finde en passende lejlighed til at voldtage Hildisif. Parallelt hermed er Hildisifs storebror, Atli, en forbløffende habil hacker, og det lykkes ham sammen med en medsammensvoren kvindelig hacker, Thorgerdur, at finde en vej ind i det ellers uindtagelige, underjordiske anlæg, som de unge befinder sig i.

For meget på én gang

Rotterne er grundlæggende spændende, og portrætterne af de ni unge samt Atli og Thorgerdur er fornøjelige og rammende. Et spirende kærlighedsforhold mellem Flexi og Hildisif er der også plads til i fortællingen. Men svagheden ved bogen er, at den vil lidt for meget på én gang. Den vil både være spændende, faktuelt korrekt om de medicinske forsøg, og undersøge en kompleks social interaktion mellem ni unge i en situation, som handler om liv og død. Og det alt sammen på blot 280 sider. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, at tilfredsstille så forskelligartede ambitioner.

Samtidigt er det en svaghed, at forfatteren lægger så meget vægt på den faktuelle del af sygdommen. Det lægger nemlig pres på, om rammefortællingen i det hele taget kan være sandsynlig. Hvor troværdigt er det, at man i et samfund med 390.000 indbyggere kan have et konglomerat af fire betydningsfulde virksomheder med forkortelsen MAGT, som har adgang til politiets database? MAGT har også adgang til alle personlige informationer om de enkelte unge, inklusive personlige data om psykologsamtaler, og den lyssky virksomhed kan endda fifle med de unges skolekarakterer uden at nogen opdager det.

Det er også mærkeligt, at man kan bygge et hemmeligt sikret underjordisk forskningscenter i flere etager lige ved kysten, uden at nogen har en anelse om det? På samme måde bliver det usandsynligt, at Atli og Thorgerdur kan logge sig ind i det sikrede netværk på selvsamme forskningscenter, men ikke være i stand til at sige, om den befinder sig i Grækenland eller på Island. Det er ting som dette, samt dens lidt for tætte slægtskab med Dashners rammefortælling, der får mig til at være noget negativ indstillet over for bogen.